Fortjent point efter flot comeback

10.11.2005 22:32

Kalmar FF lignede længe en vinder af sæsonens første Royal League kamp, men takket være Per Nielsens flotte hovedstødsmål i kampens slutfase, fik Brøndby fortjent udlignet efter et stort pres i hele 2. halvleg.

En defensivt orienteret svensk modstander var ellers kommet foran efter en tilfældighed i første halvleg, men Brøndbyspillerne viste stærk holdånd, flot fight og en stor på egne evner. Det blev belønnet mod kampens slutning.

Der var debut og fuld spilletid til Martin Spelmann, der var en af kampens oplevelser. Derudover var der fine comebacks til Thomas Rytter, Kim Christensen, Stefan Schmidt og Kaspar Dalgas.

Kim Daugaard og Martin Retov styrede midtbanen i 1-1 kampen mod Kalmar.

Kim Daugaard og Martin Retov styrede midtbanen i 1-1 kampen mod Kalmar.

Nye fra start

Endnu en turnering har taget sin begyndelse for de danske mestre, og dermed endnu flere kampe til det hårdt prøvede mandskab. Royal League blev skudt i gang her til aften hvor Brøndby IF gæstede Kalmar i det svenske, hvor hård vind og en våd bane stod på menukortet.

I startopstillingen var der blevet plads til den helt unge talentfulde midtbanespiller Martin Spelmann, ligesom truppen bød på gensyn med bl.a. Thomas Rytter, Kim Christensen og Kaspar Dalgas.  Johan Elmander, Kasper Lorentzen, Jonas Kamper, Henrik Kildentoft og Karim Zaza var væk på landsholdsopgaver, men Mads Jørgensen, Morten Skoubo mf. blev sparet pga. deres skader

Fra kampens start var det hjemmeholdet der pressede Brøndby IF, der svarede godt igen med intens fight og saft og kraft i nærkampene. Den kraftige modvind gjorde det ikke nemmere for det danske hold og samlet set var det da også svenskerne der kom bedst fra start.

Brøndby kom tilbage med sikkert pasningsspil og et stort løbearbejde. De store chancer blev det dog ikke til, før det 34. minut hvor en tilfældig chance kom til i Brøndbys målfelt, hvor en Brøndby fod spillede svenske Kalmars Lasse Johansson fri til scoring.

Målet satte Brøndby IF i gang for alvor og de sidste 10 minutter blev hjemmeholdet presset helt tilbage på egen banehalvdel, men trods et par gode muligheder, bl.a. til en velspillende Thomas Rasmussen, lykkedes det ikke for Per Nielsen og co. at udligne.

Asbjørn Sennels i kamp om bolden.

Asbjørn Sennels i kamp om bolden.

Vind i ryggen

Med vinden i ryggen blæste Brøndby IF til storm mod det svenske mål allerede fra anden halvlegs start. Det virkede som om Kalmar var mest af alt indstillet på at forsvare føringen, hvilket også gav sig udslag i, at der nærmest var tale om en belejring af det svenske mål fra halvlegens start.

Unge Martin Spelmann gjorde en rigtig god figur med godt spil på højrekanten, og hørte klart blandt banens bedste spillere med gode driblinger og indlæg, men mest af alt med en stor og imponerende arjbedsindsats. Det svenske hold der endte med bronze i Allsvenskan, viste dog at det ikke var en tilfældig placering, og kunne med en solid defensiv bryde Brøndbys spil inden det blev rigtigt farligt.

Trods et massivt overtag i boldbesiddelsen skulle vi helt frem til 87. minut før anstrengelserne bar frugt. Per Nielsen kunne heade bolden flot i mål på et indlæg fra midten af banen, og kunne dermed give holdet den fortjente udligning kort før tid.

Flere mål blev det ikke til, i en kamp Brøndby styrede det meste af med til tider flot kombinationsspil, der dog manglede det sidste for at komme igennenden solide svenske defensiv. Royal League er i gang, og første point er i hus for Brøndbyholdet, og det var den erklærede målsætning til kampen.