Daugaard: Det vendte efter pausen

04.11.2005 10:23

- Så er det overstået, smiler midtbanemaskinen Kim Daugaard efter sin kamp nummer 400 i den gule trøje.

- Det var ikke smukt, men det var jo ikke hele holdet, der havde jubilæum i dag, så det forklarer ikke første halvleg.

- Det går alt for langsomt i starten. Afleveringerne, løbene... Det hele er simpelthen i gå-tempo, og så er det svært at vinde. I pausen bliver der talt med lidt store ord, og det er helt i orden. Der var så mange ting at tage fat på, men vi vidste det jo godt.

- Selvom det i perioder var skidt, er det europacup det her. Der er bare forskel, og du får i hvert fald ikke mig til at være utilfreds efter at have vundet 2-0 i UEFA Cup'en.

- I anden halvleg får vi heldigvis vist, at vi stadig kan spille lidt bold, og vi får fat i andenboldene. Det er det gear vi skal op i, og måske det næste, i 90 minutter næste kamp. Lige nu skal vi bare være glade for sejren - og det er vi.

- Vi har fået den bedst tænkelige start, og fortsætter vor stime på hjemmebane. Skal vi ikke holde fast i det, og komme videre? Det er jo det, det hele handler om, smiler den rutinerede ræv skævt.

Kim Daugaard takker for opbakningen fra Brøndby Stadion

Efter 400 kampe var Kim Daugaard mere tilfreds med resultatet end spillet.

Hyldest og sang til Daugaard, midtbanemaskinens flotte aften

Daugaard fik blomster og senere hen sølvfad som det synlige bevis på de 400 kampe i Brøndbytrøjen.