1-1 i dramatisk UEFA Cup-brag

30.11.2005 18:23

Det var i dén grad stolpe ud for Brøndby, da spanske Espanyol var heldige med at hente 1-1 på et stemningsfyldt Brøndby Stadion i UEFA Cup gruppespillet.

Brøndby havde to forsøg på overliggeren og utallige chancer der blev afværget på mirakulæs vis af både keeper Kameni og et bravt kæmpende forsvar. Morten Skoubo udlignede Espanyols føring i anden halvleg i kampen der sluttede 1-1 foran 21.399 tilskuere.

Op til dans

Med Espanyol som et teknisk stærkt spansk hold fra en af verdens bedste ligaer, hvor der måske spilles det bedste spil, bød Brøndby flot op til dans, som det bedst spillende hold på en råkold november-aften.

Med Retov, i starten af kampen, og Lantz gennem samtlige 90 minutter, som de centrale figurer, blev spillet fordelt flot ud til begge kanter, hvor både Asbjørn Sennels og Thomas Rytter gjorde det rigtig flot.

Marcus Lantz var en oplevelse i sig selv. Kompromisløs, agressiv og løbestærk uden bold, og kløgtig og rolig i selskab med bolden. Han gik forrest som den general, han hele tiden har været.

Kasper Lorentzen blev kåret som kampens spiller, og lavede ganske få fejl. Med sublim teknik kombinerede han flot, og med lidt mere held havde bare et af hans fem til seks skudforsøg ført til Brøndbymål.

På venstrekanten var der som sædvanligt dømt hårdt arbejde og flot løbevillighed af Thomas Rasmussen, der ikke havde fået hovedet skruet på på samme måde som i lørdags mod OB. I første halvleg blev et hovedstødsforsøg reddet på stregen, og i anden halvleg headede han over på et glimrende Lantz-indlæg.

Godt fra start

Brøndby startede kampen fint, og via hurtigt kombinationsspil blev kanterne fodret med gode bolde. Hos Espanyol var De la Peña farlig. Som den offensive strateg lagde han den ene sukkerbold efter den anden, og i starten af kampen slap Luis García forbi Brøndby-bagkæden.

Casper Ankergren var hurtigt ude af sit mål, og kunne til sidst parere bolden til hjørne. Og i det hele taget havde Ankergren en lang række flotte redninger og indgreb, bl.a. en refleks-parade efter 20 minutter spil. Til gengæld havde han ind i mellem problemer med at skille sig af med bolden.

Efter en halv times spil driblede Lorentzen sig fri på højrekanten. Han afsluttede hårdt mod mål, men Kameni var heldig med at bokse til bolden, der brækkede en hel del i luften. Brøndby pressede godt på for et føringsmål.

I stedet slog spanierne kontra på en Brøndby-dødbold, hvor flere Brøndbyspillere blev fanget langt fremme på banen. De la Peña spillede Luís Garcia fri, han afdriblede Sennels i en tre mod tre situation, spillede en fri Tamudo foran mål, og så var Espanyol ufortjent foran. Thomas Rasmussen imponerende langskud på overliggeren kort efter var et godt billede på det manglende held i aften.

Tre røde

Brøndbypresset fortsatte i anden halvleg. I det 55. minut ville bolden bare ikke ind. Retov afsluttede på overliggeren og Lorentzens forsøg blev afværget til hjørne. Ti minutter efter headede Skoubo bolden i mål, via et spansk hoved, og forløsningen var enorm på hoppende Brøndby Stadion.

To minutter efter var der for alvor dramatik på banen, i en kamp der til tider var hård og ind i mellem blev der også gået over stregen. Lantz tacklede i første omgang hårdt. Det fik Espanyols Fredson til at overreagere. Han slog Lantz omkuld og efter skubben frem og tilbage, fik Fredson helt korrekt det røde kort. I samme situation blev Espanyol-træner Lotina bortvist for protester og for at gå ind på banen.

Og dramatikken fortsatte på banen, hvor Brøndby nu var en mand i overtal. I hvert fald indtil det 78. minut, hvor Dan Anton Johansen blev udvist for en episode med Ivan De la Peña. Og mod slutningen af kampen fortsatte Brøndby med at presse på. Kim Christensen, der afløste skadede Morten Skoubo, skabte ravage i front.

Ligeledes indskiftede Mads Jørgensen fik en god skudmulighed i slutfasen. Han passede Kameni i målet, men Lopo reddede lige før stregen. Men det blev ved 1-1 i en højdramatisk kamp, hvor der blev uddelt otte gule kort og to røde kort (tre inklusiv det til træner Lotina).

Brøndby havde størst ære af en underholdende og chancerig kamp på et højt internationalt niveau. Forude venter nu en mere en vanskelig udekamp i Palermo den 15. december, der efter alt at dømme skal give tre point til kontoen for videre avancement