Videre!

06.03.2005 15:52

Der var som ventet tydelig klasseforskel på Brøndby Stadion, hvor Skjold som arrangerende klub havde "hjemmebanefordel" mod Brøndby i kvartfinalen i landspokalturneringen. Brøndby var klasser over modstanderen og Skjold  havde ikke så meget som én stor målchance i hele kampen. Morten Skoubo bragte Brøndby foran og anfører Per Nielsen headede 2-0 sejren i hus efter et hjørnespark.

Brøndby stillede op uden Johan Elmander i angrebet. På hans plads spillede Kasper Lorentzen en times tid og gjorde en god figur. Med gode 1. berøringer og stærkt teknisk spil var han god i det opbyggende spil, hvor han ofte placerede sig godt. Et par gange forsøgte han sig fra distancen, uden dog at komme helt tæt på sit første mål på 1.holdet.

Hos "hjemmeholdet" spillede anføreren Michael Ribers en rigtig god kamp, og den tidligere Brøndby-spiller kom i vejen for mange Brøndbyangreb. Dem var der i første halvleg en del af, hvor Skjold-forsvaret ofte blev fanget langt fremme på banen. Jonas Kamper havde masser af spillerum i højre side, men hans indlæg blev aldrig farlige, og han var en af de spillere der lige manglede den sidste tro på sig selv. I specielt en situation burde han havde scoret, men han formåede ikke at trække forbi målmanden på en friløber.

Topscorer Morten Skoubo stod for føringsmålet, da han fik first-timet boldet i nettet inde i feltet, da han pludselig stod helt fri efter lidt tilfældigheder. Per Nielsen scorede flot til 2-0 da han headede et hjørnespark fra Martin Retov i nettet. Fra da af gik Brøndbyholdet et gear ned i kadence.

Skjold formåede aldrig at true Brøndby på nogen måde, og det der beskæftigede Brøndbys 1. målmand Casper Ankergren mest, var den opvarmning han selv stod for undervejs i opgøret.

Comeback til Mads

2. halvleg blev både rodet og uskøn og de 4.403 tilskuere fik ikke meget at varme sig på. Brøndby havde dog gode muligheder til at bringe sig yderligere foran, men det var som om man lige manglede den sidste vilje i de afgørende situationer. Tættest på kom Thomas Kahlenberg, der med et smukt frispark lige uden for feltet, ramte den øverste stang.

Sebastian Svärd, Ruben Bagger og Mads Jørgensen kom alle på banen, og specielt sidstnævnte fik en varm velkomst i hans comeback for Brøndby. Hans første aktion var imponerende da han fra højrefløjen fandt Kahlenberg fri lige uden for feltet, uden det dog blev farligt. Mads Jørgensen viste stor løbevillighed og vilje, uden dog at spille sig helt ud.

Det kan Brøndby heller ikke lastes for i dagens kamp. 2-0 sejren blev hurtigt sikret og derefter kunne kræfterne spares til forårspremieren i SAS Ligaen, når AaB på søndag kommer på besøg. Brøndby er én kamp nærmere finalen, efter holdet fortjent og uden svinger i valsen, sikrede sig adgang til semifinalerne i DBUs landspokalturnering.