Laudrup: Esbjerg gør det godt

20.03.2005 20:57

- Esbjerg er et godt hold, som i perioder kan lægge et hårdt pres på de fleste hold. De har en meget dynamisk midtbane, og to dygtige spillere i front, der gør det svært at spille én form for fodbold mod dem. Går man højt, spiller de dybt på Berglund, og trækker man sig, bliver den lagt højt ind til Thorup.

- Det var vi forberedt på, og deres pres i perioder giver os nogle muligheder i den anden ende, hvor vi spiller os godt igennem.

- Ud over en kort periode i første halvleg og 10 minutter i anden, hvor vi virker lidt ude af balance, står vi godt i dag, og der bliver ydet en god indsats, fortæller Michael Laudrup efter point-delingen i vest.

Pænt i gang

- Det var en god kamp i forårets anden runde, og vi får 1 point på udebane i Esbjerg. Det kan jeg godt være tilfreds med, også selvom man kan sige, at vi nok burde have haft 4 i alt på nuværende tidspunkt. Isoleret set, er et point herovre dog ok.

- Der er nu gået to runder siden vinterpausen, og når man ser på stillingen er vi nu rykket yderligere et point fra de nærmeste forfølgere siden da.  Det er vi absolut ikke kede af, også selvom vi er klar over, at det er en lang sæson, og at der skal arbejdes for at beholde dén føring.

Således runder Laudrup en lang dag af, før det går hjem til 2 uger på træningsbanen, inden næste fase af forårs-sæsonen går i gang.