Kahlenberg topscorer mod FCM

31.03.2005 16:08

En af Brøndbys mest scorende spillere i denne sæson, offensivkreatøren Thomas Kahlenberg, er også højt placeret på topscorerlisten, når det gælder flest Brøndby-mål mod lørdagens modstander i SAS Ligaen, FC Midtjylland.

Sammen med den nu tidligere Brøndby-spiller Peter Foldgast er Thomas Kahlenberg faktisk den, der har scoret flest gange i de indbyrdes opgør. Tre af Kahlenbergs Superligamål er scoret mod netop den midtjyske fusionsklub, og hver gang er det blevet til sejr til de blå-gule. Resultaterne med Kahlenberg-scoringer tæller 2-0, 2-1 og 4-0.

I denne sæson har Thomas Kahlenberg scoret fem gange i SAS Ligaen. Målene er faldet mod Herfølge (to mål), AGF (to mål) og OB. 

To spillere i den nuværende trup har prøvet at score to gange mod uldjyderne. Både Ruben Bagger og Jonas Kamper er kommet på tavlen i to tilfælde, når modstanderen har heddet FC Midtjylland. I alt har 14 forskellige Brøndby-spillere prøvet at lave mål mod den nu tidligere FCM-keeper, Peter Skov-Jensen.

Og i et enkelt tilfælde er Brøndby også blevet målscorer på et selvmål af FCM's Søren Skriver.

Produceret i samarbejde med netsuperligaen.dk

Thomas Kahlenberg i aktion mod AGF hvor han blev dobbelt målscorer

Thomas Kahlenberg er den mest scorende Brøndbyspiller mod FC Midtjylland med ialt tre mål.