Kahlenberg: En kamp vi skal vinde

04.03.2005 09:55

4-2 sejren over Tromsø i sidste uge var opløftende for Brøndbyholdet, der ellers ikke har fået den bedste start på 2005. Netop Thomas Kahlenberg var tilbage hos Brøndby efter en skadesperiode pga. en betændt achillessene, og han var stærkt spillende med to mål. I tirsdagens 4-0 sejr over Frem i en træningskamp, kom Kahlenberg dog ikke på måltavlen, men spillede stærkt på venstrekanten, inden han sammen med seks holdkammerater lod sig udskifte i pausen.

Næste udfordring for Brøndbyholdet er søndagens pokalkamp mod Skjold på Brøndby Stadion. Den teknisk stærke midtbanespiller er opsat før kvartfinalekampen, en kamp der skal vindes.

- Skjold kender vi dog ikke så meget til, da vi ikke har mødt dem før. Men det bliver en kamp, hvor vi har alt at tabe, og de har alt at vinde. Men vi skal vinde. Vi er Brøndby, og Skjold spiller i 1. division. Vi ved også, at det er en kamp, hvor Skjold vil være topmotiverede, så det bliver ikke nemt. Men Skjold er et hold, vi skal kunne slå, slår Kahlenberg fast og fortsætter.

- Pokalturneringen har høj prioritet. Vi vil gerne vinde alt, hvad vi stiller op i. Det er en fed turnering, og det er fedt at kunne løfte pokalen i Parken som samlet vinder, slutter han.

Pokalkampen spilles søndag kl. 15.00 på Brøndby Stadion.

Thomas Kahlenberg, topscorer i Royal League med fem mål

Thomas Kahlenberg blev dobbelt målscorer mod Tromsø i Royal League, og den stærke midtbaneprofil er opsat før søndagens pokalkamp mod Skjold.