Wiggo: Stop med et grædende hjerte

26.05.2005 11:10

- Beslutningen har jeg overvejet gennem længere tid. Jeg har haft en del problemer med mit venstre knæ. Det er simpelthen slidtage efter korsbåndskader, bruskskader og meniskskader. Det handler om det helbredsmæssige. Når du spiller med et hævet knæ over så lang tid, giver det sig selv at det ikke er det sundeste. Og det at røre sig og lave idræt er meget vigtigt for mig, og jeg er blevet nød til at tage det med i overvejelserne hvordan det ser ud om nogle år, og om jeg kan være fysisk aktiv og det vil jeg gerne være, fortæller Morten Wieghorst til brondby.com i et langt mediainterview.

Morten Wieghorst lægger efter denne sæson, støvlerne på hylden efter en lang imponerende karriere på topplan. Midtbanegeneralen og viceanføreren nåede 30 A-landskampe for Danmark og har i dén grad sat sit tydelige præg på Brøndbys unge hold, siden Michael Laudrup overtog trænergerningen tilbage i sommeren 2002, hvor Morten Wieghorst kom til klubben fra skotske Celtic.

brondby.com fangede Morten Wieghorst over telefonen til en snak om karrierestop, Danmarksmesterskab, fremtiden og selvfølgelig det venstre knæ.

- Mine præstationer kommer også til at tage skade. Man kan godt spille i kortere perioder med problemer i knæet, men på længere sigt kommer jeg ikke til at have den samme indflydelse som jeg har haft, og det er selvfølgelig frustrerende rent mentalt, og den situationen vil jeg ikke sætte mig selv i, fortæller han og fortsætter.

- Det er ikke nogen nem beslutning. Hvis jeg skulle vælge med hjertet, og ikke så meget med fornuften, så spillede jeg videre, og det er sådan set også derfor jeg afslutter på den her måde. Nu spiller jeg kontrakten ud og nyder det så meget jeg kan og forhåbentligt er jeg en del af et hold der vinder DM-guld. Jeg har stadig en enorm lyst til spille og ambitionerne er der stadigvæk, så det er lidt med et grædende hjerte jeg må sige stop.

Selvom han ikke er helt på toppen, får han med sin store rutine og erfaring en vigtig rolle i de afsluttende mesterskabskampe, og det er Wieghorst helt på det rene med.

- Jeg er en af dem der skal være med til at følge op på vores to gode kampe i sidste uge, når vi spiller i Aalborg. Der må ikke være så store svingerne i et holds præstation og ikke når man spiller for Brøndby, og når man spiller med om DM-guld og man nærmer sig målstregen. Det kan godt være der er en eller to der ikke rammer dagen, men som hold må man forvente at niveauet ligger højere hver eneste gang. Vi har vist vi kan spille fremragende fodbold, det skal bare være sådan at vi ikke må dykke som vi gjorde mod FC Midtjylland. Jeg tror ikke det sker igen. Vi vil alle gøre vores til at det ikke sker mod AaB.

Hør hele det lange eksklusive interview med Morten Wieghorst, hvor du kan høre mere om hans karrierestop, sæsonafslutningen og en afsluttende svada spørgsmål med ja/nej svar om Brøndbys fans, fremtiden og om en tur på arbejdsformidlingen med Martin Retov...

Hele interviewet finder du her.

Morten Wieghorst som man kender ham i en hård nærkamp

Morten Wieghorst lægger støvlerne på hylden efter sæsonafslutningen, efter en lang karriere på topplan.