Wieghorst: En god anden halvleg

09.05.2005 10:45

- Det hurtige mål blev desværre en sovepude. Vi kommer til at ligge for langt fra dem, og det virkede lidt som om, man troede den kunne køres hjem i et lidt for lavt gear, og det var selvfølgelig ikke godt nok, mente viveanføreren Morten Wieghorst efter 1-1 kampen mod OB.

- Vi kan godt tillade os at være lidt selvkritiske, for det er ærgerligt at vi ikke får fulgt op i dag. Efter målet bør og skal man skrue helt op mod et hold i OB's situation, men det formår vi ikke. Til gengæld spiller vi en rigtig god anden halvleg, hvor vi får rykket spillet noget længere frem, og også skaber chancerne.

- Desværre får vi ikke scoret, selvom vi vel har 3 relativt gode tilbud, men så er det jo bare skønt, at de andre resultater flasker sig for os i dag. Ser man på resultaterne har vi jo vundet 1 point på forfølgerne efter en runde hvor vi spillede på udebane, og det tæller altså godt op i det samlede regnestykke, smiler midtbanekæmpen.

Morten Wieghorst i selvskab med Daniel Agger og Per Nielsen

Morten Wieghorst var ærgerlig efter den tidlige føring, men kunne trods alt glæde sig over at forspringet blev udbygget.

Mads trak sig

- Jeg fik en mindre skade, der forværredes i løbet af kampen, men det er ikke noget slemt. Jeg regner absolut med, at træne fuldt med i næste uge, forklarede Mads Jørgensen til brondby.com.

- I dag er vi bare glade for at resultaterne gik vores vej, og vi fik lagt ekstra afstand til forfølgerne. Vi burde selvfølgelig have kørt på i første halvleg, men det virker som om, vi mangler lidt tænding, og det er selvfølgelig vores eget ansvar. Når det er sagt, synes jeg dog at vi kommer rigtig godt igen, og anden halvleg er mere eller mindre vores.

- Nu kan vi holde et par dage fri, og så ser vi fremad. Det bliver fedt at spille den kamp, smiler allround spilleren, og hentyder til mandagens opgør mod ligaens nummer to.