Unødvendigt

19.05.2005 22:08

Fra ilden til asken, fra optur til nedtur. Klicheerne er mange når der skal sættes ord på vejen fra sejr til nederlag. Hvis vi skærer flosklerne væk, er unødvendigt det ord som bedst karakteriserer aftenens 1-3 nederlag til FC Midtjylland på SAS Arena.

Unødvendigt at et fraværende forsvar gav Dennis Sørensen lov til at heade midtjyderne foran i det 31. minut. Udnødvendigt Brøndby IF forinden havde overladt spil og chancer til hjemmeholdet. Og unødvendigt at Mads Jørgensens glimrende udligning til 1-1 i 2. halvleg hverken kunne holdes eller udbygges.

Under niveau

Johan Elmander og Daniel Agger var begge ude med karantæne, men fuldgode erstatninger i form af Mads Jørgensen og Dan Anton Johansen var klar til kamp i stedet. Midtjyderne havde uden tvivl set kampen i mandags og lært af det. De satte sig derfor på offensiven fra start. Brøndbyspillerne, derimod, virkede tunge og usikre i pasningsspillet.

Dét betød i perioder frit løb mod Brøndbymålet, og efter 10 minutter kom den første store chance på en friløber. Casper Ankergren reddede i flot stil, men fik et slag over anklen og måtte lade sig udskifte i pausen.

Chancer trods alt

1. halvleg igennem var det hjemmeholdet som vandt andenboldene og hovedstødsduellerne og pressede over en bred front Brøndbyspillerne langt tilbage på banen. Det blev dog alligevel til en række chancer til de blå-gule. Efter 21 minutter var Per Nielsen tæt på at bringe Brøndby IF foran på et flot frisparksindlæg fra Kim Daugaard, men bolden røg over mål, og ti minutter senere måtte Mads Jørgensen se sit hovedstød ramme overliggeren.

Angrebet efter gik det galt i den modsatte ende da et mere end passivt forsvar tillod Dennis Sørensen at score på et flot hovedstød. En langtfra ufortjent føring til midtjyderne som det trods et udmærket forsøg fra Morten Skoubo ikke lykkedes at rette op på, inden Kim Milton fløjtede de første 45 minutter af.

Enkelte gode glimt

Med Thomas Hansen og Karim Zaza på banen fra 2.halvlegs forsøgte Brøndby IF at generobre offensiven, og efter blot tre minutter blev Mads Jørgensen sendt afsted mod FCM-målet. Og efter et par flotte - og delvist heldige - driblinger bragte midtbanespilleren balance i regnskabet.

Udligningen gav de blå-gule mod på mere, men Brøndbydominansen forblev periodevis, og trods et spektakulært saksespark fra indskiftede Ruben Bagger bevarede midtjyderne angrebslysten. Og endnu en gang var det Dennis Sørensen som agerede skarpretter. I overtiden cementerede Razak Pimpong sejren, og ulvene fik således revanche for nederlaget til Brøndby IF i årets pokalfinale.

Alt i alt et unødvendigt pointtab netop som mesterskabskampen for alvor spidser til.

Kampen

  • SAS Liga: FC Midtjylland - Brøndby IF