
Skoubo: Uden vilje og engagement
20.05.2005 08:21
- Det var slet ikke godt nok. I de første 45 minutter var vi helt væk, og vi kunne jo have været bagud med 4-0. Det var på ingen måde acceptabelt, det vi leverede, men jeg kan ikke forklare hvad der gik galt. Vi var slet ikke mentalt med.
Morten Skoubo var dybt skuffet efter gårsdagens nederlag til FC Midtjylland, og lægger ikke skjul på det.
- Vi spiller uden vilje og engagement i starten, og der skal noget helt andet til på søndag, hvis vi skal vinde. Lige nu er vi dybt skuffede over os selv, men nu har vi nogle dage til at tænke lidt over det, og så skal vi på banen med en helt anden indstilling.
- Jeg ved ikke om vi ikke har fået armene ned efter sejren over FCK, men på den måde vinder vi ikke noget. Jeg kan ikke finde noget positivt ved det her, andet end at de andre resultater betyder, at vi ikke mister det helt store. Det skal vi sgu være glade for.
Retov skuffet
- Alle virkede egentlig motiverede nok i omklædningsrummet før kampen, men det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende det vi leverer. Da vi starter kampen virker det pludselig som om vi slet ikke er klar - det er svært at forklare hvad der sker derinde, fortalte Martin Retov efter kampen.
- Selvfølgelig mangler vi to mand, men det skal slet ikke være en undskyldning. Vi andre burde tage over, så det ikke kan mærkes. Jeg tror heller ikke det er derfor vi kikser i dag.
- Jeg er bare skuffet over at vi ikke formår at tage 3 point i dag. Meget skuffet, slår han fast.
Skuffelsen var stor i Brøndbylejren efter sæsonens andet udebanenederlag.