![](https://cde-bif-cms-prod.azureedge.net/media/4p2pfbua/biffile0_nzzwyok0d8tqv70hoj52_14006.jpg?width=2560)
På jagt efter tilskuer-top placering
03.05.2005 13:08
Der er gode muligheder for, at Parken bliver godt fyldt, når Brøndby IF og FC Midtjylland Kristi Himmelfartsdag tørner sammen i dette års pokalfinale. Senest de to hold stod overfor hinanden, i 2003, var der 32.660 tilskuere på plads, og det var dengang det fjerdebedste tilskuertal til en pokalfinale nogensinde.
Sidste år, da FCK slog AaB med 1-0, var der tæt på fyldt med 38.095 tilskuere, og det tal har kun én gang tidligere været højere. I 1998 spillede Brøndby og FCK én af de mest mindeværdige finaler gennem tiden, da Brøndby vandt med 4-1. Dengang var der hele 41.044 tilskuere i Parken.
Rekorden i den gamle Idrætsparken stammede helt tilbage fra 1961, hvor AGF slog KB med 2-0 for øjnene af 33.500 tilskuere.
De fem mest sete pokalfinaler gennem tiden:
1998: FCK-Brøndby 1-4 (41.044 tilskuere)
2004: FCK-AaB 1-0 (38.095)
1996: AGF-Brøndby 2-0 (36.103)
1961: AGF-KB 2-0 (33.500)
2003: Brøndby-FC Midtjylland 3-0 (32.660)
Produceret i samarbejde med netsuperligaen.dk
Morten Skoubo og Brøndbyholdet spillede sig i finalen ved at slå F.C. København ud i semifinalen.