Fortsat bedst på udebane

09.05.2005 12:51

Endnu et point blev lagt til Brøndbys samling på udebane i denne sæson i SAS Ligaen. Efter 13 udekampe er de blå-gule nu oppe på 26 point. Det er fem flere end FCK, der dog kun har spillet 12 udekampe. Viborg ligger på tredjepladsen med 18 point efter 2-1 i Herning over FC Midtjylland. SAS Ligaens dårligste udehold er Randers FC, der kun har hentet seks point på fremmed græs i 13 kampe.

Brøndby har desuden det bedste forsvar på udebane med kun 10 mål indkasseret. Tættest på kommer netop FCK og Viborg, der begge har fået scoret 17 mål mod sig på udebane. Herfølge indkasserer flest mål, når de er gæster. 33 er der gået ind på Morten Cramer og Herfølge-defensiven i 13 opgør. AaB er det mest scorende hold på udebane med 22 kasser. Brøndby har scoret næstflest mål, nemlig 19.

Tilskuermæssigt er der ingen, der kan måle sig med Brøndby IF. Klubbens udekampe er set af næsten 175.000 tilskuere, hvilket svarer til godt 13.450 til hver eneste udekamp. AGF er nummer to på listen over flere tilskuere på udebane. De har næsten 9.400 i gennemsnit. Brøndbys laveste tilskuertal i denne sæson er 4.147. Det er SAS Ligaens højeste - af de lave tal.

Karantæner lurer stadig i voldsom grad til de afgørende kampe for Brøndby IF. Daniel Agger indkasserede gult kort mod OB, og dermed er han den niende på listen over Brøndby-spillere, der skal passe på. Ingen har dog karantæne til 2. pinsedags storkamp mod FC København, der må stille op uden Lars Jacobsen.

Produceret i samarbejde med netsuperligaen.dk

Ruben Bagger i løb med bolden

Ruben Bagger og resten af Brøndbyholdet fortsætter med at vinde point til kontoen på udebane.