Formstærke AaB venter Brøndby

26.05.2005 12:36

Selv om al statistik peger i Brøndbys retning inden lørdagens brag på Aalborg Stadion, skal man ikke tage fejl af, at AaB har haft et særdeles godt forår i SAS Ligaen. Nordjyderne lå på en beskeden syvendeplads, da efterårssæsonens 18 kampe var spillet, men i foråret er holdet det næstbedste med 23 point i 11 kampe. Samtidig er nordjyderne de mest målfarlige i foråret med 24 scoringer.

AaB ærgrer sig formentlig over deres dårlige indledning på sæsonen, der sendte dem helt ned i bundregionen efter syv runder. Hvis de kunne slette de syv første runder, ville AaB faktisk kun være ét point efter Brøndby i kampen om det danske mesterskab. I de 22 runder har Brøndby hentet 45 point, mens AaB ligger på 44. Derudover er AaB det mest scorende hold med 44 kasser.

Mens Brøndby er SAS Ligaens absolut stærkeste udehold, hører AaB til blandt de bedste hold på hjemmebane... kun overgået af Brøndby. AaB har ikke tabt på hjemmebane siden 15. august eller de seneste 12 hjemmekampe i træk. Det er klubbens næstbedste serie nogensinde - to hjemmekampe med point fra klubrekorden.

AaB kan i øvrigt melde om udsolgt til kampen, hvor 14.500 har sikret sig billet på forhånd.

Brøndbys udebanestatistik

14 kampe
7 sejre
5 uafgjorte
2 nederlag
20-13 i målscore
26 point

AaB's hjemmebanestatistik

15 kampe
9 sejre
4 uafgjorte
2 nederlag
29-13 i målscore
31 point

Produceret i samarbejde med netsuperligaen.dk og Elbech & Thomsen

Mads Jørgensen i duel med AaB's Allan Gaarde

AaB kører godt for tiden og Mads Jørgensen og resten af Brøndbyholdet står foran en svær kamp lørdag i Aalborg.