Fantastisk comeback i 3-3 brag

28.05.2005 18:20

I en fremragende topkamp, spillet i et hæsblæsende tempo på et bagende hedt Aalborg Stadion foran 14.025 tilskuere, formåede Brøndby IF at vende et truende 3-1 nederlag mod AaB, til 3-3 via en fantastisk fight og vilje i 2. halvleg.

Den nybagte A-landsholdsspiller Daniel Agger blev den store målhelt for Brøndby med to mål i en underholdende kamp, der bød på masser af chancer i begge ender.

Fodboldfest

Med karneval i byen og årets første rigtige varme sommerdag, var der på forhånd lagt op til lidt af en fodboldfest på Aalborg Stadion, hvor byens stolthed tog imod mesterskabsfavoritterne fra Brøndby IF.

Begge hold gik på banen for en sejr, og spillet blev derefter. Det ene angreb efter det andet bølgede afsted fra felt til felt, og det var i det hele taget en sæsonens mest seværdige kampe i SAS Ligaen.

Efter Morten Skoubo bragede bolden på stolpen i det 12. minut, var det hjemmeholdet AaB der bragte sig foran. Holdets unge angrebsprofil Simon Bræmer satte panden på et indlæg fra Allan Gaarde, i en situation hvor Daniel Agger og Asbjørn Sennels i fællesskab lå for langt fra Bræmer.

Knapt havde jublen fortaget sig for størstedelen af de fremmødte tilskuere, før der atter var balance i regnskabet. Efter snævert spil foran AaB's målfelt, fik Martin Retov afsluttet fladt uden chance for Jimmy Nielsen i AaB-målet. Den efterhånden velkendte påfugl fik dermed lov til at baske med vingerne sammen med de øvrige Brøndbyspillere.

Brøndby fortsatte med at have godt styr på kampen, og Morten Skoubo kunne og burde have bragt holdet foran mod slutningen af 1. halvleg, da han blev spillet fri i dybden af Thomas Kahlenberg. Skoubo sparkede dog et stykke over mål på den store chance.

Og med AaB som et målsøgende og løbevilligt hold, var det så Allan Gaarde der i stedet bragte AaB foran 2-1, da han afsluttede fladt under Casper Ankergren, efter et lidt tilfældigt opspil.

God moral

Selvom holdet var nede 2-1 ved pausen, var der ingen grund til store ord i omklædningsrummet, eftersom holdet havde spillet en ganske fin 1. halvleg. Det var dog tydeligt fra 2. halvlegs kick off, at de blå-gule var opsatte på at udnytte de mange målchancer. Det var dog AaB der i stedet fik scoret først, da Simon Bræmer scorede sit andet mål, efter en ripost hvor Ankergren blot halvklarede Mattias Lindström langskud.

Nede med 3-1 så det imidlertid sort ud, men holdet viste stor mental styrke ved at fighte sig tilbage i opgøret. Daniel Agger blev rykket frem i de forreste rækker, for at lægge et større pres oppe foran. Og det gav i dén grad pote.

Efter et godt indlæg fra højrekanten, hvor Thomas Kahlenberg headede på tværs af målet, og hvor Elmander lagde den stråt tilbage i feltet, var det netop Daniel Agger der stod for den reducerende scoring, da han med højrebenet fik bolden det sidste stykke over stregen.

Og selvsamme Agger stod for den forløsende scoring til 3-3, da han sparkede en nedfaldsbold i kassen, efter en klumpspilssituation foran AaB-feltet, efter Johan Elmander stod bag opspillet via en flot solotur med bolden.

Og i kampens overtid var Brøndby endda tæt på at få alle tre point, da Johan Elmander sparkede frispark, som Jimmy Nielsen kun lige fik pareret og hvor Morten Skoubo efterfølgende fik headet lige over mål.

Men tilbage står at Brøndby IF spillede en stor kamp mod en stærk modstander, der både kunne og ville spille fodbold. Med tre spillerunder tilbage og et pointforspring på otte point før søndagens runde, ser det mere end godt ud for Michael Laudrups tropper, og det takket være dagens comeback, der i sig selv var en sejr.

Kampen