Elmander: Kan også med den anden

09.05.2005 10:27

- Jeg var lidt træt til sidst, og beder selv om at blive skiftet ud. Vi har alle arbejdet hårdt, men jeg mærker lidt i baglåret, og vælger at spare på de sidste kræfter til de næste opgaver, fortalte Brøndbymålscoreren Johan Elmander efter 1-1 opgøret på udebane mod OB.

- Det var sjovt at få lov til at spille på toppen igen, jeg plejer jo at score når jeg spiller deroppe og det gik da også fint i dag, selvom det var på en heldig retur efter et dårligt frispark. Men så er det jo godt at jeg også kan sparke med den anden fod, griner den store svensker der nu har scoret i to SAS Liga kampe i træk.

Han ærgrer sig over, at det ikke blev til en sejr, og forstår ikke helt hvad der gik galt i starten.

- Det virker nærmest som om, vi stadig sidder og sover i bussen de første 20 minutter. Vi kommer slet ikke i gang fra start, og da vi scorer udnytter vi ikke, at de er rystede. Men derfor er det nu dejligt med det ene point alligevel, når man ser på hvad der ellers er sket i weekenden, ser han tilbage og fortæller.

- Næste kamp bliver jo mod FCK. Som jeg ser det har vi en kæmpe chance for at komme meget tæt på en afgørelse mandag, for med en sejr trækker vi for alvor fra igen. Det bliver ikke afgjort den dag, men vi kan komme et godt skridt ud af den rette vej, smiler han.

Johan Elmander har netop bragt Brøndby foran 1-0 efter et frispark

Johan Elmander tiljubles af holdkammeraterne efter føringsmålet mod OB.

Et dumt mål

- Det er et skidt mål vi indkasserer. Det er hele opspillet der fører til chancen, og så tror jeg der bliver headet væk lige foran mig. Det sker ikke, og jeg bliver nødt til bare at slå den ud. Det var et dumt mål, vi burde have undgået, fortalte målmand Casper Ankergren efter kampen.

- Ellers er der ikke det store at lave i dag, bortset fra en enkelt situation i anden halvleg. Jeg synes vi burde have vundet den her kamp, men det kan godt være at uafgjort ikke er uretfærdigt, smiler han trods alt.

- Når det er sagt, har vi dog med point herovre skaffet os et godt udgangspunkt inden næste kamp. Vi har alle med, og vil gå ud og prøve at vinde den. Det tror jeg også vi gør, slutter Ankergren roligt.

Thomas Kahlenberg i nærkamps med OB's Nicolai Stockholm

Der var masser af nærkampe og fight på banen og det var derfor ikke uretfærdigt, at opgøret trods alt sluttede uafgjort.