Andet nederlag på udebane

20.05.2005 09:14

Lyspunkter var der desværre ikke mange af, da Brøndby IF torsdag aften løb ind i sæsonens blot andet nederlag på udebane. Men skal man glæde sig over noget, er Brøndby fortsat klart i spidsen af SAS Ligaen med 56 point, mens nærmeste konkurrent ligger syv point efter med fem runder tilbage.

Og trods 1-3 i Herning i Brøndbys første optræden på SAS Arena nogensinde, er de blå-gule stadig sæsonens bedste udehold med 26 point i 14 opgør på fremmed græs.

Nederlaget torsdag var det første på udebane i de indbyrdes opgør med FC Midtjylland, der altså fik fuld gevinst mod Brøndby i syvende forsøg. De seks foregående kampe, der alle blev spillet i Ikast, endte med fire gange remis og to Brøndby-sejre.

Tilskuertallet var et kapitel for sig, idet hele 11.719 tilskuere overværede kampen på SAS Arena. Dermed er Brøndby nok engang med til at sætte stadionrekord som udehold. Det hidtige rekord lød på 11.685 fra FC Midtjyllands sidste hjemmekamp i sidste sæson, hvor de slog Esbjerg med 2-1.

Brøndbys målmand Casper Ankergren blev skadet i kampen og måtte for første gang i denne sæson lade sig udskifte. Dermed har Brøndby ikke længere nogen spillere på listen, der viser fuld spilletid i denne sæson. Thomas Kahlenberg er nu den spiller i truppen, der har været på banen i flest minutter, nemlig 2.483 - otte minutter flere end Casper Ankergren.

Karim Zaza vogter målet i udekampen mod FC Midtjylland

Karim Zaza kom på græs for første gang i SAS Ligaen i denne sæson.

Produceret i samarbejde med netsuperligaen.dk