5-0 i mesterskabsbraget!
16.05.2005 19:40
Det var på forhånd skreget op til den afgørende kamp i duellen om det danske mesterskab, og det blev på alle måder et brag af en fodboldfest - især set med Brøndbyøjne. 5-0 stod der på lystavlen efter de 90 spilleminutter - den største sejr i arvefjendeopgørene hidtil og en af de største sejre i lange tider på Brøndby Stadion med cheftræner Michael Laudrup ved roret.
Mesterskabsbraget blev sparket igang med to hurtige Brøndbyscoringer af Daniel Agger og Thomas Kahlenberg, mens et velspillende Brøndbyhold slog til med tre scoringer i 2. halvleg, sat ind af først Johan Elmander, derefter Thomas Kahlenberg igen inden Morten Skoubo slog storsejren fast i overtiden. Martin Retov havde den største mulighed i kampen fra 11-meterpletten, det første straffespark i 2 ½ år i ligasammenhæng på Brøndby Stadion, men han missede den store mulighed.
Chokstart
Kampen var kun lige sparket i gang, og Jonas Kamper sparket ned et par gange bagfra, før Daniel Agger med sin anden Brøndbyscoring hidtil, headede Brøndby på mesterskabskurs. En af banens bedste aktører, Kim Daugaard, sparkede frispark fra højrekanten. Daniel Agger headede bolden mod det første hjørne og bolden strøg i mål uden chance for keeperen.
Små ti minutter senere forlængede Morten Skoubo bolden i dybden til Thomas Kahlenberg, der havde timet sit fremløb helt perfekt. Alene med kepperen, dog hårdt presset bagfra, scorede midtbaneprofilen til 2-0 - en drømmestart for Brøndbyholdet og langt størstedelen af de 26.418 feststemte tilskuere.
Brøndby gik derefter en smule tilbage på banen, mens FCK'erne kom mere og mere ind i opgøret. Især Zuma havde en god mulighed, men Daniel Agger reddede flot på målstregen. Også keeper Casper Ankergren havde flere gode redninger på FCK-forsøg, mens det også blev til gode chancer i den anden ende.
Kynisme, selvtillid og bedre fysik
Et kvarter inde i anden halvleg skete det næsten utænkelige - straffespark til Brøndby, efter flere års pause i SAS Ligaen. Retov tog selvsikkert ansvaret, gik til bolden men sparkede så svagt at FCK-keeper Rabóczki reddede forsøget fra 11-meter pletten. Det fik dog ikke Brøndbyspillerne til at hænge med hovederne og spillerne fortsatte med deres optimistiske og offensive fodboldspil.
Spillerne viste stort mentalt overskud og især på det fysiske område, var Brøndby i en klasse for sig. FCK'erne kom gang på gang til kort i nærkampene, og de forsvarende mestre blev i den grad ydmyget af SAS Ligaens førerhold.
Indskiftede Mads Jørgensen satte vïrkelig tryk på kedlerne, og gjorde en stor forskel. Først erobrede han bolden midt på banen, for derefter at spille Elmander fri til højre for målet. Et træk af svenskeren og bolden blev smadret over i det lange hjørne - en scoring der for alvor satte gang i Brøndbyfansene.
Thomas Kahlenberg viste sin store træfsikkerhed, da han på Mads Jørgensens oplæg sparkede bolden i nettet til 4-0 føring - efter et fornemt kontraangreb. I kampens sidste minutter slog topscorer Morten Skoubo sejren fast, da han opfangede en dårlig tilbagelægning af en FCK-forsvarer.
5-0 på lystavlen - den største sejr over F.C. København i historien og sæsonens største Brøndbysejr. Brøndby var FCK'erne overlegne og fik i den grad tanket selvtillid til de afgørende mesterskabskampe. Meget kan nå at ske endnu, med seks runder tilbage, men i dag spillede Brøndbyholdet som en værdig mester.
Holdet øgede forspringet til otte point ned til F.C. København på anden pladsen, med seks spillerunder tilbage. På torsdag møder Brøndby FC Midtjylland i en svær udekamp, uden karantæneramte Daniel Agger og Johan Elmander, mens F.C. København får besøg af OB.
Mesterskabsbraget - 5-0 over FCK - vil allerede nu skrive sig ind i historiebøgerne, som en af de største resultater i Brøndby IF's historie og en af de kampe man længe vil huske...
Ekstra på brondby.com