Per: Helt vildt!

12.06.2005 11:53

- Det er fantastisk. 3. sidste spillerunde og vi har allerede vundet "The Double", det er helt vildt. Vi har aldrig tvivlet et sekund på det her, men det er stadig en ufattelig dejlig følelse at stå med det hele. Det 10. DM, og så på den her måde.

Per Nielsen har flere mindre koncentrationssvigt undervejs, da omklædningsrummets eufori åbenlyst trækker kraftigt i den lange anfører. Han når dog alligevel at kommentere kampen og mesterskabet:

- I dag er vi 7 mål bedre end Herfølge, og vi kunne have scoret mange flere mål. Til sidst ville de fleste vist helst bare have det overstået, så vi kunne komme ud og fejre med fansene. De, vi og klubben fortjener det her.

Om sin egen rolle på midtbanen fortæller han:

- Jeg skulle bare brænde lidt krudt af. Der skete ikke så meget nede bag ved, og så måtte jeg jo trække længere frem, så jeg kunne fyre al energien af. Jeg tror ikke jeg er fremtidens mand på den plads, men jeg befandt mig nu ganske godt deroppe, griner han.

- Vi har haft både op- og nedture denne sæson, med strejken som bunden og det her som den absolutte top. Vi har været igennem en hel masse sammen, og står stærkere som hold end nogensinde før. Nu står vi også med doublen; det er stort og det skal fejers. Nu!

Længere når anføreren ikke. Guldet er hjemme, og Per Nielsen skal ud.