Igen rent bur mod FC Nordsjælland

21.06.2005 08:15

Brøndby IF har krammet på FC Nordsjælland. Det er stadig et faktum efter søndagens og sæsonens sidste kamp i SAS Ligaen, der endte med en sikker 2-0 sejr til de blå-gule. Det var fjerde kamp på stribe mod nordsjællænderne, hvor Brøndby-defensiven formåede at holde nullet nede bagi. Senest FCN scorede mod Brøndby var 30. november 2003, hvor Tommy Olsen scorede til 1-1 i opgøret, som Brøndby vandt med 2-1.

I det hele taget er Brøndby fantastisk kørende i forsvaret. Holdet har spillet seks hjemmekampe i SAS Ligaen på stribe, uden modstanderen har scoret. De har klubben aldrig prøvet før. Den hidtige rekord stammer fra indledningen på sæsonen 2001/2002, hvor Brøndby ikke indkasserede et mål de fem første hjemmekampe.

Kun seks mål gik der ind på Brøndby-mandskabet på hjemmebane i denne sæson. Det er ikke alene rekord for Brøndby. Det er også Superligarekord. Og bortset fra den første Superligasæson i 1991 er der heller ingen hold, der har holdt modstanderne nede på 23 i alle sæsonens kampe. Dengang gik der kun 15 mål ind på de blå-gule. Men der blev også kun spillet 18 kampe.

Det samlede tilskuertal på Brøndby Stadion i denne sæson ender på 309.475. Det er Brøndbys bedste tilskuertal på hjemmebane nogensinde. Gennemsnittet er 18.204. I foråret var det 20.784. Kampen mod FC Nordsjælland, hvor der blev sat sæsonrekord med 27.356 tilskuere, var den fjerde på stribe med flere end 20.000 tilskuere. Det er også ny rekord for Brøndby Stadion.

Produceret i samarbejde med netsuperligaen.dk og Elbech & Thomsen

Stemning på Brøndby Stadion

Guld-tifoen på Brøndby Stadion dannede den perfekte ramme om guldfesten efter FC Nordsjælland-kampen.