Forårets spiller, del III

30.06.2005 11:51

Som den anden spiller sikrede Thomas Kahlenberg sig på suveræn vis en plads i finaleafstemningen om titlen som forårets spiller på brondby.com. Dermed skal han som en af fire kæmpe med Daniel Agger om titlen, og med Aggers lige så suveræne sejr i første runde, er der lagt op til en tæt kamp.

Hvem der yderligere skal deltage i finaleafstemningen kan du de næste dage være med til at afgøre. Vi præsenterer herunder de sidste 5 deltagere i 3. og sidste semifinale-runde. 

Kamper

Med skarpere indlæg end længe set og afslutninger fra distancen, viste Jonas Kamper i foråret, at han er meget mere end bare speed. Det måtte bl.a. Esbjerg sande, da Jonas kanonerede bolden utageligt ind i krydset efter et hjørnespark i forårets 4-0 afklapsning. Konkurrence på pladsen har været sundt for Jonas, der spillede et flot forår.

Jørgensen

Tilbagevendte Mads Jørgensen blev bare bedre og bedre, som foråret skred frem. Med en ufattelig arbejdsradius og blik for medspillerne var han medvirkende til flere store sejre, hvor han bl.a. mod ligaens sølvvinder havde en fod med i flere mål. Ene mand var han ved at vende kampen i Midtjylland, hvilket siger alt om fighterhjertet.

Skoubo

Med utallige vigtige scoringer i pokalturneringen og i de afgørende kampe om SAS Liga-guldet, gjorde Morten Skoubo ofte forskellen. Ud rollen som målscorer, er Skoubo en meget vigtig brik i opspillet, hvor hans samarbejde med specielt Johan Elmander er en kilde til konstant uro.

Bagger

Efter en lang periode med skader har Ruben Bagger kæmpet sig tilbage på holdet, og med sin vindermenalitet og fight, både i kamp og på træningsbanen, var Bagger en meget vigtig del af forårets triumftog. En flot indsats i pokalfinalen kronedes med et mål, der i høj grad bidrog til "The Double".

Elmander

Johan Elmander satte sit store fodaftryk på foråret i SAS Ligaen. I starten var det oftest træværket, der måtte tage imod, men som solen kom frem fik den karismatiske svensker indstillet sigtekornet, og krydrede sin ukuelige fight og utrolige detaler med flotte mål. Kåret som forårets profil af ligaens trænere, men er det nok til at være bedste Brøndby-spiller?

Du bestemmer, hvem der skal med i finalerunden. Klik dig ind på afstemningen og giv din favorit en stemme.