DM-titel betyder sejr

15.06.2005 10:50

Mens Brøndbyholdet har flere tvivlsomme spillere, og Kim Daugaard og Sebastian Svärd på forhånd er ude med skader, er der alligevel gode muligheder for 3 point i aftenens udekamp mod AGF. Statistikken taler i hvert fald sit tydelige sprog forud for onsdagens kamp i Århus: Brøndby IF vinder altid den første Superligakamp som nykårede mestre.

Guldet i lørdags er Brøndbys sjette DM-titel i Superligaens levetid, og Brøndby har de første fem gange vundet det efterfølgende opgør - uanset om det har været et opgør umiddelbart efter en guldkamp eller premieren sæsonen efter, fordi titlen blev sikret i sidste spillerunde.

Første gang var 28. juli 1991, hvor Lyngby blev slået med 1-0 af de regerende mestre i sæsonpremieren. 28. juli 1996 blev det til en sejr på 2-0 over Herfølge i sæsonens første kamp. 11. juni 1997 havde Brøndby sikret sig mesterskabet runden før med en 3-2 sejr i Århus over AGF, og titlen blev fulgt op med en 4-0 sejr over Viborg.

Året efter blev Brøndby dansk mester med 0-0 hjemme mod Silkeborg. Det blev fulgt op af en pokaltriumf af de helt store. 4-1 over FCK i Parken. Og tre dage efter: Igen 4-1 over FCK i Parken i Superligaen. Og endelig hev Brøndby en 3-0 sejr i land 27. juli 2002 i Silkeborg som det første Superligaresultat efter guldet kom i hus i 2002.

Brøndby vandt såmænd også den første Superligakamp nogensinde. 16. marts 1991 blev det 2-1 over AGF. Også her var Brøndby forsvarende mestre...

Produceret i samarbejde med netsuperligaen.dk.

Brøndbyfans på plads i Atletion i Århus

Statistikken taler sit tydelige sprog inden aftenens udekamp i Århus, men Brøndby døjer med flere skader i truppen.