Brøndby IF styrker offensiven

20.06.2005 13:38

Brøndby IF forstærker offensiven med tilgangen af angriberen Kim Christensen fra hollandske Twente FC, der skifter på en fri transfer. Den tidligere U-21 landsholdsspiller skifter på en 2-årig kontrakt og tiltræder i Brøndby IF den 1. juli.

25-årige Kim Christensen har en fortid for Lyngby i dansk fodbold, hvor det store angrebstalent nåede at score 19 mål i SAS Ligaen. I december 2001 skiftede han til tyske Hamburg, hvorfra turen i juni 2003 gik til hollandske Twente, hvor han scorede 7 mål i 30 kampe i sin første sæson. I denne sæson har den 191 cm. høje angriber været på banen i knap 30 kampe.

- Kim er en spiller vi har kendt siden han som et stort angrebstalent, var en farlig angriber for Lyngby FC. Han har været lidt omkring i udlandet, hvor han har gjort sig en masse erfaringer. Han er blevet mere rutineret og kan tilføre holdet en masse i det offensive. Det er en spiller vi har fulgt over en lang periode og vi ved hvad han står for, så vi er meget tilfredse med at hente ham på en fri transfer, forklarer administrerende direktør Per Bjerregaard.

- Han er en klar angrebs forstærkning, der kan spille de 4 forreste pladser. Han er en meget alsidig offensiv profil, der vil passe godt ind på vores hold og den måde vi spiller på. Jeg tror han vil overraske mange, især med sin teknik og spillestil. Han er en uortodoks angriber, som passer godt ind i truppen. Han er en spiller der har haft nogle problemer i udlandet, og som er meget sulten for at vise hvad han kan. Han har fået en mentalt ballast der er brugbar på vores hold i en sæson med endnu flere kampe, og jeg tror han bliver en vigtig del af holdet, udtaler cheftræner Michael Laudrup om den nye alsidige offensive profil.

Kim Christensen møder ligesom de nye holdkammerater til træningsopstart mandag den 4. juli. Kim Christensen har endnu ikke fået tildelt et trøjenummer.

Fakta om Kim Christensen

Født 8. maj 1980
Position: Angriber
Højde: 191 cm
Vægt: 86 kg
Tidligere klubber: Frederiksværk, Lyngby, Hamburg, Twente
U-21 landsholdet: 9 kampe, 2 mål