Rytter: Jeg var aldrig i tvivl

21.07.2005 10:31

- Jeg er meget glad og lettet over det hele er faldet på plads nu. Jeg glæder mig utrolig meget til at komme i gang i Brøndby, hvor der venter mange store udfordringer. Jeg tror det er den helt rigtige klub for mig, både sportsligt og menneskeligt, fortæller Thomas Rytter til brondby.com.

Efter tre sæsoner som fast mand for tyske Wolfsburg, var tiden inde til et skifte, da den nye træner gik væk fra den traditionelle 4-back linie.

- Der var flere muligheder, men da jeg først hørte om Brøndbys interesse, stoppede alle samtaler med andre klubber. Det var det jeg ville fra starten og jeg er utrolig glad for jeg nu er klar til at trække Brøndbytrøjen over hovedet, fortsætter han.

- Jeg har store forventninger til mine egne præstationer. Holdet spiller virkelig flot fodbold, teknisk og offensivt, og jeg ser frem til også at skulle spille med frem af banen, i stedet for at have fokus på en stiv organisation. Jeg tror jeg kan udvikle mig mere på et stærkt hold, der har vundet "the double", og selvfølgelig går mine ambitioner fortsat på at spille på det danske landshold.

- Jeg glæder mig til at vinde Faxe-tribunens respekt med min indsats på banen. Det er et fantastisk publikum og jeg har en rigtig god fornemmelse - det at skulle spille på Danmarks bedste stadion med den bedste stemning er stort, slår han fast og uddyber.

- Den nemme løsning ville være hvis jeg skiftede tilbage til en af mine tidligere klubber, fx min moderklub Lyngby, men eftersom de ikke spiller i den bedste række, og da jeg går efter de sportsligt største udfordringer, var det ganske nemt at vælge Brøndby frem for andre klubber. Jeg har haft lejlighed til at tale med Michael Laudrup og det får mig bare til at glæde mig endnu mere.

Thomas Rytter træner sammen med de nye holdkammerater allerede i dag.

Thomas Rytter under dagens pressemøde

Thomas Rytter er glad for skiftet til de danske mestre og pokalvindere.