![](https://cde-bif-cms-prod.azureedge.net/media/2wuhey1n/biffile0_zuu9jkl9ap1mo6ttlmje_32576.jpg?width=2560)
Mestrene tørster efter revanche
18.07.2005 11:21
Trods suverænt guld er det Brøndby IF, der har revanche til gode, når Danmarksmestrene onsdag aften i SAS Liga premieren, får besøg af bronzevinderne fra FC Midtjylland på Brøndby Stadion. Senest den tidligere Brøndby-spiller, Erik Rasmussen, og hans tropper gæstede den københavnske vestegn, tog de nemlig sejren på et enligt mål af David Nielsen.
Derudover blev det også til sejr i sidste sæsons sidste møde, hvor uldjyderne vandt med 3-1 på SAS Arena. Det var Brøndbys første SAS Liganederlag på udebane til FC Midtjylland/Ikast fS nogensinde.
Brøndby IF skal også tilbage på kursen, der har historisk set har vist et ret entydigt billede i sæsonpremierer. Indtil sidste år havde Brøndby nemlig for vane at vinde sæsonens første kamp, men 25. juli 2004 blev det til 1-2 mod OB, så også dér har de blå-gule brug for oprejsning.
Nederlaget til OB blev dog samtidig indledningen på endnu et rekordefterår fra Michael Laudrups mandskab. Holdet samlede 45 point i efterårets 18 runder, så på den konto har mestrene virkelig noget at leve op til i det efterår, der bliver sparket i gang onsdag aften på Brøndby Stadion.
Produceret i samarbejde med netsuperligaen.dk.
Daniel Agger og resten af Brøndbyholdet har revanche til gode, når FC Midtjylland onsdag aften gæster Brøndby Stadion i sæsonpremieren.