Lorentzen: Tilfreds med indsatsen

14.07.2005 09:56

- Jo, jeg kom vel egentligt meget godt fra start, fortæller Kasper grinende, men jeg må jo nok erkende at mit mål mod FC Midtjylland mere var et indlæg end et skud på mål, men hvad gør det, det tæller jo ikke mindre af den grund. Selvom det var et heldigt mål, gjorde det dog at vi kom godt fra start, både med kampen, og at vi så senere vinder Liga Cup'en er da bare lækkert, fortalte en glad Kasper Lorentzen til brondby.com.

- Jeg er ikke fast mand på holdet nu. Jeg er tilfreds med min indsats idag, og håber da også at det har bragt mig tættere på startopstillingen, men der er jo ekstrem hård kamp om pladserne. Set over hele linien har vi jo fantastisk hold, med mange klassespillere, det kan man jo også se på de to hold vi stillede op med.

- Selvom der var byttet rundt på mange pladser i de to halvlege, var det to meget stærke hold. Konkurrencen er hård, så det gælder bare om at gøre sit bedste til træning. Det skinner tydeligt igennem til træningerne at vi har så mange gode spillere, alle er virkeligt tændte, og det gør også holdet bedre.

Tæt på optimal

- Kampene i dag, og i særdeleshed kampen mod FCM, viste at vi er som minimum på samme niveau som ved sæsonafslutningen. Det har været en kort sommerpause, hvilket har gjort at opstarten ikke har været så træg, som hvis vi havde haft flere uger. At vi så ikke har haft så meget ferie, er bare ærgeligt, smiler Kasper Lorentzen.

- Uanset hvad tror jeg ikke at vi kan bliver meget mere klar end vi er nu, vi har en træningskamp lørdag mod Bochum, og med den i bagagen tror jeg ikke at optakten til sæsonstarten har kunnet været meget bedre, og naturligvis går vi også efter alle pokaler i den kommende sæson.

Godt og hurtigt

- Som ung spiller var det naturligvis begrænset hvor meget spilletid vi fik i foråret, der var et mesterskab der skulle hentes hjem, og i den forbindelse blev der naturligvis satset på de mere rutinerede. Vi unge spillere er dog i det seneste år blevet meget stærkere, og har også lært meget under Michael Laudrups ledelse.

- Jeg er sikker på at vi går et rigtigt spændede efterår i møde, og hvis vi fortsætter med det klassespil vi viste, specielt i kampen mod FCM, tør jeg godt love at det bliver endnu et godt år for Brøndby IF. Takterne er der i hvert tilfælde, vi fik skabt en masse godt og hurtigt spil, og chancerne var der da også en del af, så det lover godt.

Kasper Lorenten scorede Brøndbys første mål på Brøndby Stadion i denne sæson

Kasper Lorentzen tiljubles af holdkammeraterne efter hans føringsmål.

Kasper Lorentzen i duel mod FC Midtjyllands Ulrik Lindkvist

Kasper Lorentzen var en nydelse at følge i gårsdagens TELE2 Liga Cup.