Laudrup: Godt arbejde

21.07.2005 00:03

- Jeg var rigtig glad for første halvleg i dag. Vi havde inden kampen snakket om, at det var vigtigt at komme godt fra start, og vise at det er os, der er mestre, og det synes jeg vi gjorde. Både resultatmæssigt, men også periodevist spillemæssigt og specielt på det mentale plan. Der var god indstilling i dag.

Premiere-sejren er åbenlyst noget, der bekommer cheftræneren vel, og trods mange spørgsmål fra de omkringstående journalister om eventuelle nye spillere, holdt Laudrup fokus på en god sæsonstart.

- Vi mangler selvfølgelig lidt spillemæssigt, men det er svært at nå toppen så hurtigt, og vi har en lang sæson foran os. I forhold til sæsonstarten sidste år, hvor vi tabte til OB og var lidt heldige i den følgende kamp, synes jeg vi i dag viste rigtig lovende takter.

God start på alle måder

- Af en premierekamp er der en del godt fodboldspil. Vi spiller en god første halvleg, hvor vi producerer en del og holder FCM til 2 isolerede chancer.

- Derudover har de en enkelt i anden, men selvom de afslutter en del, har vi overtaget gennem stort set hele kampen.

- Vi har et godt startprogram med 3 hjemmekampe i de første 4 runder, så det er vigtigt at vi udnytter det og kommer godt i gang. Vi ved jo godt, at vi vil blive jagtet, og hvis det er svært at nå toppen, er det endnu sværere at holde fast. Men det er da målet, smiler han skævt.

Debutant-roser

Om dagens debutanter fortæller Laudrup:

- Når man tænker på, at Marcus Lantz endnu ikke er i topform, synes jeg han gjorde det rigtig godt. Faktisk overraskede han mig lidt ved at rykke så godt med i offensiven flere gange, men han ér god med bolden, og det demonstrerer han i dag. En god start, men han bliver bedre, når han falder ind i spillet.

- Kim Christensen gjorde det også rigtig godt, da han kom ind. Han kan en hel masse og søger godt med i feltet, og så kan han bruges på stort set alle offensive pladser. Dem kan vi vist godt være tilfredse med, kommer det tørt.

- Vi har også mistet en vigtig spiller i Thomas Kahlenberg, og ham erstatter man ikke bare lige. Vi har en Kasper Lorentzen, som på mange måder kan gå ind på holdet, men vi kan ikke forvente, at han i en lang sæson, kan overtage den position. Dermed ikke sagt, at han ikke vil få masser af spilletid, for det regner jeg bestemt med han gør. I dag viser han en del af hvad han kan, og den slags er der altid brug for.

- Alt i alt en opløftende dag. Dejlig indstilling, periodevist godt spil og tre fantastiske mål. Der blev arbejdet rigtig godt, og nu skal vi bare videre, konkluderer cheftræneren med et af de der smil.