Laudrup: Føler vi er klar til ligastart

14.07.2005 11:02

- Vi har jo hele tiden vidst at Kalle var et godt salgsobjekt. Jeg må dog indrømme at jeg ikke regnede med at han ville blive solgt i denne omgang. Vi fik et tilbud fra Auxerre som vi blankt afviste, men de kom så tilbage med et tilbud som vi så ikke kunne sige nej til, fortalte cheftræner Michael Laudrup i aftes og fortsatte.

- Det viser så også at vores bedste spillere er dyre, og det måtte Auxerre så også erkende. Kalle ville jo også gerne ud til større udfordringer, og den franske liga er en god liga der er større end den danske, men der er samtidig lidt mere plads end i den engelske eller italienske, og det kommer til at passe Kalle perfekt.

- Auxerre er samtidig en traditionsrig klub, der er kendt for sin talentudvikling, så der skal Kalle nok få god mulighed for at udvikle sig yderligere. Vi håber på at vi så kan finde en erstatning for Kalle inden sæsonstart. Selvom vi har mange gode unge spillere, som vi også så i dag, er det et meget stort ansvar at lægge på skuldrene på unge at skulle erstatte en så stor profil som Kahlenberg, så en ny spiller ville være at foretrække. De unge spillere skal nok få masser af spilletid, også selvom der skulle komme en erstatning for Kahlenberg. Vi vil stadig integrere de unge, men samtidig skal vi fastholde niveauet. Som jeg har sagt tidligere vil vi for alvor opleve at alle vil slå os, og er yderligere motiverede for at vinde over mestrene, så vi skal også blive bedre.

- Jeg synes at kampene i dag viser at vi er nået langt i vores opstart, noget jeg også har fået bekræftet i hovedparten af de halvlege vi har spillet i træningskampene, så mine indtryk fra Schweiz er bare blevet bekræftet. Jeg føler at vi er klar til sæsonstart onsdag.

- Der er selvfølgelig god prestige i at vinde Liga Cup'en i dag, og jeg synes at vi kan være godt tilfredse med de to halvlege, og specielt i kampen mod FCM viser vi at vi kan spille på det niveau vi afsluttede sidste sæson med. Samtidig fik vi prøvet nogle forskellige konstallationer på banen, hvilket i sig selv også er værdifuldt.

- De unge gjorde det rigtigt godt i dag, og specielt Lorentzen spillede forrygende. Han er uden tvivl et stort talent med store muligheder, og han og de andre skal nok få noget at se til her i efteråret. De unge spillere er vokset utroligt meget de sidste 6-9 måneder, og skal nok få deres chance. Halvlegene i dag viste at vi har mange strenge at spille på, hvilket bliver meget aktuelt, specielt her i efteråret, hvor der er mange kampe.

Kasper Lorentzen sparker hjørnespark

Michael Laudrup roste Kasper Lorentzen for en forrygende indsats i Brøndbys offensiv.