Defensiven jagter rent mål mod FCM

19.07.2005 09:29

Brøndby IF skal forsvare på DM-guld og en enestående forsvarsrekord, når SAS Ligasæsonen 2005/2006 bliver indledt onsdag aften med opgøret mod bronzevinderne fra FC Midtjylland. De blå-gule lukkede således kun seks mål ind på hjemmebane i hele sidste sæson - i foråret kun to. Og faktisk er det onsdagens modstander, der som de seneste formåede at score på Brøndby Stadion.

2. april sørgede FC Midtjyllands David Nielsen for, at midtjyderne kunne rejse hjem med en 1-0 sejr i den kamps 66. minut. Siden spillede Brøndby IF 564 minutter i træk, uden nogen anden klub formåede at passere Casper Ankergren og Brøndby-defensiven, hvilket var en klar ny rekord for Danmarksmestrene.

Brøndby var i det hele taget sidste sæsons bedste hjemmehold med 39 point i 17 hjemmekampe og den vanvittige målscore 36-6. De sidste seks hjemmekampe vandt Brøndby med 20-0. Den største sejr var guldkampen 7-0 mod Herfølge, ligesom FCK og Esbjerg blev sendt hjem med store nederlag på henholdsvis 5-0 og 4-0.

Produceret i samarbejde med netsuperligaen.dk

Thomas Kahlenberg i aktion mod FC Midtjylland

FC Midtjylland er det seneste modstanderhold der har scoret på Brøndby Stadion.