Årets træner stolt og glad

25.07.2005 11:13

- Jeg er meget glad for den anerkendelse det er, at blive kåret som "Årets træner" af kollegerne. Det er måske ikke så overraskende som første gang, men når man ved hvilket arbejde, der har ligget bag - specielt sidste år - ved man også, at den slags varmer.

brondby.com fangede Michael Laudrup før afgangen til Georgien, og selvom fokus er rettet mod den kommende opgave, er der ingen tvivl om, at cheftræneren er glad og stolt over titlen.



Laudrup blev belønnet for det hårde arbejde på træningsbanen.

- Første gang var jeg ikke rigtig forberedt på det, men når man vinder the double, efter en sæson som vores sidste år, så er det jo ikke en kæmpe overraskelse. Derfor er jeg nu ikke mindre glad for den, tværtimod, for vi arbejdede hårdt for det sidste år.

- Der skete en masse ting, der kunne have slået holdet ud af kurs, men vi formåede at holde fokus, og endte med at vinde pokalen og mesterskabet med 12 point til nummer 2. Balancen mellem truppens, klubbens og trænernes andel er svær at definere, men jeg er glad for, at alle arbejdede hårdt for det - det bliver der også brug for i år.

Første halvdel

Om den kommende opgave fortæller Laudrup:

- Det er noget helt andet end en SAS Liga-kamp. Det er helt andre rammer og en anden modstander, men først og fremmest er det en kamp, der ikke afgøres over 2 x 45 minutter. Vi skal spille første del af runden i morgen, men har derefter en hel kamp før vi kan sætte to streger under resultatet.



Trænerduoen undrer sig over det sjove spejlbillede i bunden af mesterskabspokalen.

- Derfor handler det om at bevare tålmodigheden i morgen. Vi skal forsøge at score det vigtige udebanemål, og komme hjem med et resultat vi kan arbejde videre med. Om det skulle blive 1-1 eller måske et smalt nederlag betyder mindre end at vi får scoret, og skabt os et godt udgangspunkt.

- Når det er sagt, håber jeg da vi vinder kampen - det ville jo være det allerbedste udgangspunkt, konstaterer årets træner før den lange flyvetur og Georgien kalder.

Du kan følge kampen live på brondby.com's liveupdate.