2-0 efter stille dag på kontoret

23.07.2005 16:34

Med en sikker hjemført sejr over Silkeborg IF, fordoblede de danske mestre og pokalvindere Brøndby IF her til aften pointantallet i SAS Ligaen. Kasper Lorentzen bragte de blå-gule på sejrskurs med et flot langskud. I kampens sidste minutter slog topscorer Morten Skoubo sejren fast med et energisk mål.

Brøndby vandt fortjent efter en solid indsats, hvor bolden fik lov til at gøre det største arbejde. Gæsterne Silkeborg kæmpede bravt, men formåede aldrig at presse et stærkt Brøndbyforsvar.

Cheftræner Michael Laudrup blev før kampen hyldet som Årets Træner i Danmark 2004/05 - han fik en fortjent hyldest fra Brøndby Stadion.

Agger i duel om bolden

Agger i duel om bolden.

Ørkenvandring

Kampens første 25 minutter var en lang ørkenvandring uden de helt store chancer og tilbud. Thomas Raun fik en løs en af slagsen kort inde i kampen, og senere havde bl.a. Kasper Lorentzen en skudmulighed.

Det var dog tydeligt fra starten, at kampen ikke ville blive den helt store spillemæssige oplevelse. Brøndby havde ikke helt samme tænding som i onsdagens 3-0 sejr over FC Midtjylland, og gæsterne Silkeborg koncentrerede sig mere om at forsvare end at score. Ud fra en kompakt defensiv var der ikke meget plads at spille på for Brøndbys angribere, hvor især Johan Elmander havde en sløj dag - kort fortalt slog han større brød op end han  i dag kunne bage.

Asbjørn Sennels lavede nogle uprovokerede fejl i starten, og det gav muligheder til Silkeborg, men som kampen skred frem gjorde han det bedre og bedre, og han var en af årsagerne til at Silkeborg-profilen Peter Degn i 2. halvleg lod sig udskifte.

Kasper Lorentzen stod for et af kampens få lyspunkter, da han på et flot langskud bragte Brøndby foran 1-0. Det var unge Lorentzens første officielle mål i Brøndbytrøjen, og den scoring han satte ind i dag, kommer vi med garanti til at se også i fremtiden - dem har han scoret mange af på 2. holdet.

Skoubo er nu liga-topscorer

Efter sit mål til 2-0 er Skoubo nu liga-topscorer.

Topscorer Skoubo

Kendetegnede for Brøndbys spil i dag, var de mange indlæg kanterne trods alt fik slået. Alt for ofte ramte de ikke en medspiller, og alt for ofte var der ikke nogle med på bagerste stolpe.

Med en oplagt Marcus Lantz blev Silkeborgs angreb ofte brudt, og selvom gæsterne i 2. halvleg kom længere frem på banen, blev Casper Ankergren aldrig testet for alvor - med undtagelse af de få langskud han klarede med stor sikkerhed.

Nyindkøbte Thomas Rytter fik debut mod slutningen af 2. halvleg, da han gik ind som højremidtbane. Med fornuftige afleveringer og løb slap han pænt fra de første minutter som Brøndbyspiller, omend han ikke rigtig blev sat på de store prøver.

Endnu engang gjorde Lantz en god figur

Endnu engang gjorde Lantz en god figur.

Mads Jørgensen havde en god mulighed for at score sit første sæsonmål, ligesom også indskiftede Kim Christensen havde. Han flugtede resolut inde i feltet og var kun centimeter fra at gå ind i det korte målhjørne.

Med få minutter tilbage og bedst som en del af de 11.253 tilskuere begyndte at forlade stadion, slog Morten Skoubo sejren fast med sit 3. sæsonmål. Angriberen fik prikket en ellers håbløs bold fra målmand Henrik Ipsen, og Skoubo kunne til sidst flugte bolden i det tomme net.

2-0 sejren var fuldt fortjent, sikret efter en ganske solid indsats og tre point blev sat ind på kontoen efter en stille dag på kontoret.