Per Nielsen fik styr på defensiven

10.02.2005 10:34

Indtil det 65. spilleminut så det bestemt ikke godt ud i det danske forsvar, men så gjorde Brøndbyanføreren Per Nielsen comeback på det danske landshold efter halvandet års fravør, med en overbevisende præstation i gårsdagens VM-kvalifikationsnederlag i Grækenland. Per Nielsen udstrålede stor ro og autoritet i et vaklende forsvar, og han kom flere gange i vejen for de angrebsivrige græske angribere, bl.a. med forudsigende tacklinger.

- Per Nielsen har en stor, international rutine fra sine mange europæiske kampe for Brøndby og ligalandsholdet. Og han kender vores spilsystem fra de gange, han har været med i A-landsholdstruppen. Hans spidskompetencer er lige, hvad vi måske kan få brug for i Athen, udtalte landstræner Morten Olsen inden kampen om Per Nielsen, der kom med på et afbud i sidste øjeblik.

Per Nielsen viste netop sin store internationale rutine og satte en fed streg under hans berettigelse på det danske landshold. Lige meget hjalp det dog, på en aften hvor det danske landshold var langt fra sit vanlige niveau. Efter to store forsvarsfejl i første halvleg førte grækerne 2-1 ved pausen, inden Per Nielsen altså var medvirkende til et stabiliseret forsvar. Trods gode muligheder i den anden ende, blev det dog ved lige ved og næsten for det danske landshold, der nu får mere end svært ved at kvalificere sig til VM-slutrunden i Tyskland til sommer.

Per Nielsen er nu noteret for fem A-landskampe. Før gårsdagens nederlag mod grækenland, var han senest med i den danske sejr over England tilbage i november måned 2003. Landsholdstruppen to øvrige Brøndbyspillere Martin Retov og Morten Skoubo varmede flittigt op under kampen, uden dog at komme på banen. Det kom til gengæld den tidligere Brøndbytopscorer Peter Madsen, der fik de sidste 20 minutter på banen.

Per Nielsen med bolden for Brøndby på hjemmebanen

Anfører Per Nielsen gjorde i aftes comeback på det danske landshold efter halvandet års fravær og han gjorde det overbevisende i et ellers vaklende dansk forsvar.