Faxe: Vi vil se den rigtige indstilling

17.02.2005 08:51

- Det var ekstra skuffende fordi vi netop havde snakket meget med spillerne om netop dét inden kampen og varskoet dem at svenskerne ville gøre alt for at besejre os. Vi havde virkelig sat fokus på at indstillingen skulle være der fra start, og så var det for os trænere ekstra skuffende at så mange leverede så dårlig en indstilling og præstation.

Skuffelsen og irritationen har været stor hos John "Faxe" Jensen efter søndagens 0-3 nederlag til IFK Göteborg i Royal League. Trænerteamet kræver en helt anden indstilling af spillerne, når de løber ind på Brøndby Stadion til aftenes arvefjendeopgør mod F.C. København i skæbnekampen i Royal League. Indstilling og vilje er nøgleordene for trænerteamet Laudrup og "Faxe".

- Det er noget vi vil lægge mærke til mod F.C. København. Vi vil især holde øje med indstillingen og vurdere spillernes indsats på banen. Hvis en spiller tror vi allerede nu har vundet det hele, er det helt galt. Vores værste modstander er os selv, og allerede nu arbejder vi meget med spillernes mentalitet, både til træning og kamp. Dem der ikke spiller så meget, skal vise de vil på holdet, mens dem der har været meget på, skal gå forrest hver gang, siger assistentræneren og lægger ikke skjul på at der vil ske ændringer i startopstillingen, efter søndagens dårlige indsats i specielt 1. halvleg mod IFK Göteborg.

Træningen de seneste dage har været kaotisk. Pga. det hårde vintervejr er træningen blevet flyttet til både Værløse og Farums kunststofbaner, faktorer der har besværliggjort tingene en smule for både trænere og spillere.

- Det har ikke været optimalt, men sådan er det nu engang. Det er lidt ærgerligt at træne på kunststofbaner, når man skal spille kamp på græs på Brøndby Stadion, men omvendt så står vi måske lidt bedre inden næste uges kamp mod Tromsø, smiler han spøgefuldt om 6. rundes Royal League-opgør i en indendørshal i Bodø mod norske Tromsø.

Kl. 20.00 i aften spilles årets første hjemmekamp på Brøndby Stadion. Det seneste indbyrdes opgør sluttede 1-1 i Parken i december måned, en kamp de blå-gule burde have vundet. Skal ambitionen om videre avancement i Royal League indfries, kræves der en helt anden indstilling fra spillerne fra kampstart, og lever de ikke op til det, bebuder trænerteamet allerede nu hurtige udskiftninger undervejs.

Brøndbyjubel efter 3-1 sejren over F.C. København i Parken i SAS Ligaen

Brøndby har tidligere i denne sæson besejret F.C. København i egen hule, men dér havde spillerne også indstillingen og viljen med på banen.