Faxe: Godt rustet til kampen

11.02.2005 11:13

Om blot to dage sparkes foråret i gang, når svenske IFK Göteborg tager imod på Nya Ullevi i
Royal League-turneringens 4. runde. Det første indbyrdes opgør sluttede 1-0 i svenskernes favør på Brøndby Stadion, hvilket samtidig brød de blå-gules fornemme efterårsserie uden nederlag i 21 kampe. John "Faxe" Jensen ser før søndagens opgør tilbage på den hidtidige opstartsfase, der har budt på både godt og ondt, ligesom han allerede nu lover et tændt Brøndbymandskab der går efter sejren på søndag.

- Generelt set har det været en fin optakt, og jeg føler vi står godt rustet før kampen på søndag, indleder assistenttræner John "Faxe" Jensen og uddyber.

- De første to uger var der meget fokus på udelukkende det fysiske område. Det er nemlig utrolig vigtigt at grundformen bliver bygget rigtig op, og i år må vi nok sige vi har måttet gøre det lidt hurtigere pga. den tidlige start i Royal League, fortæller "Faxe" der sammen med Rene Skovdahl har ansvaret for den fysiske træning.

- Inden vi tog på træningslejr i Spanien lavede vi en fysisk test på samtlige spillere, som vi kunne sammenligne med en tilsvarende vi lavede inden spillerne gik på juleferie. Testen var yderst tilfredsstillende og i det hele taget har det set rigtig godt ud på det fysiske område. Folk har arbejdet hårdt og målrettet til træning.

Hvordan står I så rustet fysisk før kampen mod IFK Göteborg?

- Vi er jo ikke helt oppe på 100 % endnu, og det er også logisk nok, men vi er kommet et godt stykke af vejen. Det samme gælder nok også for Göteborg, så der er nok ikke den store forskel på holdenes fysiske niveau p.t.

Der hvor den helt store forskel kan være er, at Brøndby i usædvanlig grad har måttet undvære hovedsageligt U-21 landsholdsspillerne under meget af opstartsfasen, hvilket ikke har været hensigtsmæssigt i trænerteamet planlægning af opstarten.

- Det har jo været uacceptabelt så meget U-21 landsholdsspillerne har været væk på rejser i udlandet. Vi har kun til én kamp haft samtlige spillere til rådighed, og det var til den sidste kamp i Marbella mod Young Boys. Inden da var der tre til fire dage hvor truppen trænede sammen efter U-21 spillerne stødte til fra USA efter de havde været over 25 timer undervejs, ser han tilbage og uddyber med stærk utilfredshed i stemmen.

- Det tog dem 2-3 dage bare at komme ind i rytmen og til kræfter igen, efter den urimelig lange rejsetid, jetlag og manglende søvn. Det var først på den sidste dag i træningskampen de var noget værd, og det er helt uacceptabet når vi har været afsted på træninglejr i 10 dage, uddyber "Faxe" utilfreds.

- Det er jo ikke et problem når det er kvalifikationskampe, det kan vi ikke sige noget til, men træningsturen er en helt anden snak. Der har  hele tiden været spillere af sted med landsholdet, og det har gjort opstarten svær for vores vedkommende, samtidig med at nogle af spillerne slet ikke har den grundform de skal have på nuværende tidspunkt, og man risikerer vi gør spillerne en bjørnetjeneste.

- Det positive i den sag er så at det er stort cadeau til klubben og den måde vi kører tingene på herude. Det viser bare at det er den helt rigtige satsning vi har med talentarbejdet og de mange unge spillere i truppen. Ulempen er så de mange landsholdsrejser, der har været helt uhørt højt i opstartsfasen. Det ville i hvert fald være en stor fordel hvis man lavede et samarbejde med klubberne, og man på den måde kunne planlægge det i fællesskab.
Hvad kan man forvente af kampen på søndag?

- At se nogle sultne Brøndbyspillere gå efter sejren! Vi kan ikke forvente at spillet er flydende hele kampen. Der vil være perioder hvor det kører bedre end andre, og sådan er det altid så tidligt på sæsonen. Som udgangspunkt skal der dog arbejdes over hele linien, og så handler det jo om at få vi skal finde ind i rytmen igen. Vi skal prøve at spille vores spil, som vi mener er nøglen til sejr, fortæller han og uddyber.

- I det første opgør på Brøndby Stadion var der perioder hvor vi næsten spillede dem ud af banen når positionsspillet flød, også selvom det ikke var vores bedste kamp. Göteborg stod dog godt taktisk på banen, og det skal vi selvfølgelig være opmærksomme på til den næste kamp, samtidig med at de selvfølgelig også går ud til kampen for at vinde.

Johan Absalonsen i en 1 mod 1 duel mod Viborg på Brøndby Stadion

Johan Absalonsen er blot en af mange unge talenter, der har været væk det meste af opstartfasen pga. landsholdsopgaver.

Fremgang på skadesfronten

Efter flere uger på sidelinien pga. en ledbåndsskade, gjorde Kim Daugaard comeback i onsdagens træningskamp mod AB, hvor også Morten Wieghorst fik rigeligt med spilletid. I det hele taget lysner det på skadesfronten, hvor kun Kaspar Dalgas endnu er et stykke vej fra at gøre comeback.

- Kim (Daugaard red.) har kørt på lige siden han fik lov af lægen, og det kører efter planen. Med noget spilletid i de kommende tre kampe, regner vi med han er 100 % klar til pokalkampen mod Skjold. Det gik også godt for Morten i træningskampen mod AB, og hans fiberskade ser ud til at være helet. Han vil dog fortsat have lidt bøvl med knæet, og det tilrettelægger vi med et specielt træningsprogram, men ham skal vi nok få brug for i løbet af foråret.

- Stefan (Schmidt red.) har knoklet helt vildt i træningslejren, hvor han både spillede og trænede. Det har så givet lidt bagslag, da han har overbelastet knæet en smule. Han tager den lidt med ro, men kommer også tilbage i løbet af foråret, siger John "Faxe" der kan glæde sig over Ruben Bagger for alvor er kommet sig over sine langvarige skader. Han har således trænet på fuld damp under hele opstarten, og meldes i ganske god form.

Mens der er masser af positivt at berette fra skadessituationen, må Laudrup og Faxe dog undvære Thomas Kahlenberg mod IFK Göteborg. Den målfarlige midtbaneprofil døjer med problemer i en af sine akillessene, og spares derfor for at give den nødvendige ro. Lørdag formiddag sætter Brøndbytruppen kursen mod Göteborg i Sverige, hvor holdet søndag møder puljens førerhold, til en kamp der ifølge trænerteamet skal vindes.

Traditionsklubben IFK Göteborg har hidtil spillet fire træningskampe i 2005, hvor holdet har mødt Sogndahl og Fredrikstad (fra Norge) der begge sluttede uafgjort. Derudover har holdet besejret FC Superfund, mens det blev 1-1 mod Rubin Kazan. Holdet har ligesom Brøndby været på træningsophold på Marbella i Spanien. I vinterpausen har svenskerne fået tilgang af fem spillere, hvoraf Stefan Selakovic er den mest kendte efter et par år i hollandske Heerenveen.

Morten Wieghorst gjorde comeback i Royal League-opgøret mod IFK Göteborg på Brøndby Stadion

John "Faxe" Jensen og Michael Laudrup kan glæde sig over at Morten Wieghorst ser ud til at være klar til forårets opgaver.

Ekstra på brondby.com