Så gik den ikke længere...

11.12.2005 20:01

De danske mestre og pokalvinderes stime som ubesejret på hjemmebane siden den 2. april, blev her til aften brudt af norske Lillestrøm SK, der vandt 1-0 i Royal League. Dermed tabte Brøndby for andet år i træk den sidste hjemmekamp i et kalenderår. Sidste år var det svenske IFK Göteborg der vandt 1-0 i Royal League.

Morten Skoubo fik rødt kort på en trist aften, hvor der ikke var meget de 7481 tilskuere kunne varme sig på. De blå-gule fik dermed en skuffende optakt til UEFA Cup-kampen mod Palermo på torsdag, en kamp Brøndby skal vinde for at gå videre.

Langgaber

Lad det være sagt med det samme; Det var en langgaber af dimensioner. Alt for langsomt spil, for mange afleveringer tilbage og alt for lidt udstråling, gejst og vilje. Målchancer var mere eller mindre en mangelvare og der var meget få lyspunkter denne råkolde søndag aften. Èt af dem var at Daniel Agger, efter tre måneders skadespause, var tilbage på Brøndby Stadion, uden han dog blev skiftet ind fra bænken.

1. halvleg var skuffende, især for Brøndbys vedkommende. Efter et stort 2005, og en stime som ubesejret i otte måneder, skulle man tro selvtilliden var stor, men det lyste ligesom ikke ud af spillerne, at de for alt i verden ville vinde. Måske et lille træthedstegn ovenpå et anstrengende efterår med rigtig mange kampe?

Kasper Lorentzen og Kim Daugard havde et par gode muligheder i 1. halvleg, men 0-0 stod der i pausen.

Langsommere

I pausen blev Marcus Lantz skiftet ud til fordel for Stefan Schmidt, og man håbede at man ville få et forvandlet hold at se efter pausen. Men 2. halvleg blev, om muligt, endnu mindre underholdende og tempofyldt end de første 45 minutter.

Det var ikke fordi gæsterne Lillestrøm havde nogle intensioner om at gå længere frem på banen, og Brøndby formåede ikke at sætte yderligere fart i opspillet. Mest dramatisk var det da Morten Skoubo blev udvist efter sit andet gule kort, to dumme af slagsen, og man sad med fornemmelsen af, at det var Lillestrøms chance for at skabe overraskelsen.

Og sådan blev det, for med en mand i undertal havde Brøndbyforsvaret det stadig sværere mod Lillestrøm, der satsede mod slutningen af kampen. Og belønningen kom da Espen Søgård i fri position kunne sparke bolden fladt i nettet til norsk føring. Og sejren kom aldrig i fare, for Brøndby var aldrig rigtig farlige.

Med 1-0 nederlaget kan Brøndby se tilbage på et 2005, der blev indledt og afsluttet med et nederlag på Brøndby Stadion.