Laudrup: Et andet niveau

01.12.2005 08:53

En tilfreds cheftræner kunne efter aftenens UEFA Cup-opgør tage imod den danske og spanske presse, og det var grundlæggede en tilfreds Michael Laudrup.

- Når man ser bort fra de første 15 minutter, synes jeg at vi spiller noget af det bedste fodbold vi har vist her i efterårets europæiske kampe. Man skal huske på at vi var oppe mod et hold der, uanset deres nuværende placering, spiller i verdens bedste liga. Vi skaber mange målchancer; jeg tror at det er meget længe siden at et hold i Europa har formået at skabe så mange chancer mod et spansk hold, men desværre formår vi så ikke at score på chancerne.

- Reelt set har Espanyol vel reelt kun en enkelt chance, ud over målet, hvorimod vi skaber mindst fem helt åbne chancer. Alligevel er jeg meget tilfreds med holdet, og ikke mindst indsatsen i kampen her til aften, var formidabel.

Tifo på DNE-tribunen

Rammerne var igen i top på Brøndby Stadion.

Europæisk klasse

- Jeg synes at vi, specielt på hjemmebane, har vist at vi også europæisk set er et klassehold. Jeg ved ikke om man kan sige at det var en europæisk eksamen for holdet, vi er jo som sådan til eksamen hver gang vi spiller, men der er ingen tvivl om at denne kamp understreger at vi kan lege med, med holdene fra de store ligaer i Europa.

- Kampen blev spillet i højt tempo, men jeg synes ikke at den var specielt svinsk, på trods af de to udvisninger, og en del gule kort. Det er en kamp på et andet niveau vi er ellers oplever i den danske SAS Liga,  og som man kunne se er der en helt anden intensitet i kampene på europæisk plan.

- Vi skal jo nok ikke forvente at få så mange chancer i Palermo, men nu kan man sige at målet er klart. Vi fik i dag vist at vi kan holde niveauet i 90 minutter, og det skal vi så gøre mod et Serie A hold på udebane; en stor opgave, men som sagt, spillerne ved hvad der skal til.

Marcus Lantz

En af banens bedste, Marcus Lantz, i løb med bolden.