Kampklar

14.12.2005 20:33

End ikke et typisk italiensk-arrangeret pressemøde før træningen, kunne fjerne smilene hos spillerne, da de lidt over halv syv her til aften trådte ind på Stadio Renzo Barbera di Palermo, Palermos hjemmebane der i folkemunde blot kaldes La Favorita.

Et ældre, og rimeligt slidt stadion, men alligevel smukt på sin egen måde med en af byens bjerge som flot baggrund bag den ene langside.

Stadionet er rundt med kun én overdækket tribune. Fire enorme lysmaster hæver sig højt over stadion og kaster lys over det næsten lysegrønne græstæppe, der fremstår smukt og velegnet til hurtigt kombinationsspil, især årstiden taget i betragtning.

Taktiksnak

En kort briefing før træningen for alvor startede.

Flot bane

På banen indledte spillerne aftenens træning med en let omgang opvarmning. Lidt småspil og leg, for at få gang i benene og så få noget humør på efter en ny køretur igennem kaotisk myldretidstrafik.

På sidelinien måtte den lokale og den danske presse tålmodig vente med interviews til efter træningen, selvom det på forhånd var aftalt at det skulle afvikles på et pressemøde før træningen.

I stedet kunne journalister, fotograferne og reporterne se en teknisk træning, hvor der som altid blev spillet positionsspil i forskellige varianter. Hurtige, hårde og meget præcise afleveringer var i højsædet, og med en meget flot (en anelse tung) bane er der gode muligheder for også i morgen at praktisere det spil man er vant til på Brøndby Stadion.

Til slut blev der spillet 10 mod 10 i 2x6 minutter, med højt tempo og intensitet. To blandede hold hvor det ikke var til at blive rigtig klog på en mulig startopstilling i morgen. Thomas Rytter, Kim Daugaard og Asbjørn Sennels dannede fx forsvar på det ene hold, mens Mads Jørgensen og Stefan Schmidt spillede på den centrale midtbane på det modsatte hold. Foran dem spillede Morten Skoubo, med Johan Absalonsen og Thomas Rasmussen på kanten.

På Rytters hold, spillede Kasper Lorentzen, Martin Retov og Marcus Lantz sammen på den centrale midtbane, mens mest iøjenfaldende spiller var nu target-mand Kim Christensen der formåede at score to gode angribermål inden for de første to minutter.

Hovedtribunen

Hovetribunen er overdækket på det runde stadion.

Retovs flotte afslutning

Afslutningsvist blev der sprintet, også for Per Nielsens vedkommende, der ellers måtte trække sig tidligt fra træningen, med lidt vejrtrækningsproblemer og begyndende snue.

Mens Morten Skoubo som den første lod sig interviewe af den hungrende presse, og cheftræner Michael Laudrup efterfølgende måtte klare både den danske og italienske presse, kunne bl.a. Martin Retov og Kasper Lorentzen slutte af med et par langskudsforsøg, og frisparksforsøg.

Og når Martin Retov forlod banen med et smil, var der ikke noget at sige det til, for midtbaneprofilen fik hamret et flot langskud på undersiden af overliggeren. Jo, en fin måde at slutte træningen på, og en god moralsk optak inden gyseren i morgen aften.

Og så sluttede årets sidste træning i øvrigt uden uheld og skader, så Brøndbytruppen er mere end klar til kampen i morgen aften.

 Buret

Her skal Brøndbys fans stå i morgen, i øvrigt ved siden af "Ultras Sud".

Kampbolden

Spillerne havde lejlighed til at vænne sig til hjemmeholdets kampbold, men man må håbe at boldene bliver pumpet når kampen fløjtes i gang.