Sennels: Vi skal have tre point

19.08.2005 09:36

5 kampe, 4 sejre og en uafgjort. Med undtagelse af 0-0 opgøret i Horsens sidste weekend, har der ikke været en finger at sætte på de danske mestre og pokalvinderes start på SAS Ligaen 05/06.  Venstre side i den succesfulde bagkæde, Asbjørn Sennels, ser frem mod lørdagens hjemmekamp mod FC Nordsjælland efter en lovende opstart.

- Starten er generelt godkendt. Der har selvfølgelig været perioder, hvor det har været utilfredsstillende, men jeg er rimeligt tilfreds. Vi har haft nogenlunde styr på forsvaret, og vi har holdt nullet tre gange, så den defensive del af det har været god nok. Måske har jeg i nogle situationer i det offensive manglet lidt. Jeg har måske manglet den sidste skarphed, når de afgørende afleveringer har skullet lægges, mener Sennels.

En af de kampe der har trukket ned på helhedsindtrykket var 0-0 opgøret i Horsens, en kamp Brøndby burde have vundet. 

- Det var selvfølgelig noget møg, at vi ikke fik tre point i den kamp, erkender Asbjørn Sennels. Vi plejer ellers at være gode til at vinde alligevel i kampe, hvor vi ikke spiller så godt. Men vi var ikke hurtige nok i den kamp, hverken i tanke eller bevægelser; men ingen tvivl om, at der var en kamp, vi burde have vundet.

Underholdning i vente

Lørdag kl. 17 står Asbjørn Sennels foran FC Nordsjællands angrebsivrige hold på Brøndby Stadion, og det får ham til tro på en spændende og underholdene kamp, der under alle omstændigheder skal ende med Brøndbysejr.

- Vi skal have tre point, det er det vigtigste. Det skal vi have på hjemmebane mod et hold, som vi på papiret er bedre end. Især når vi ikke fik tre point mod Horsens, bliver det vigtigt at få tre point mod FC Nordsjælland. Vi skal sætte os på dem fra start, og man kan vel godt forvente, at de vil have en del fokus på det defensive; men tidligere har FC Nordsjælland vist, at de er et hold, der ikke bare stiller sig tilbage, siger han og fortsætter.

- De forsøger at spille frem ad banen, så det må man rose dem for. Noget andet er så, at vi måske kan presse dem tilbage. Men jeg tror, at det godt kan blive en underholdende kamp, når de er et hold, der også gerne vil spille fodbold, lyder den positive forventning fra Asbjørn Sennels.

Asbjørn Sennels stopper bolden på Farum Park

Asbjørn Sennels og Brøndbyholdet har før haft succes mod FC Nordsjælland, men det kræver fuld koncentration i lørdagens hjemmekamp hvis tre point skal sættes ind på kontoen.