Rasmussen: Lettet og lykkelig

22.08.2005 20:15

- Det har været en lang kamp. Jeg har kendt til interessen længe, og jeg har selv været mere end interesseret hele vejen igennem, så jeg er naturligvis lettet og lykkelig for det nu er faldet på plads, indleder den nye Brøndbyspiller Thomas Rasmussen til brondby.com.

- Brøndby er Danmarks klart bedste klub, og i mine øjne var det den eneste klub herhjemme der var aktuel. Spillestilen er teknisk og underholdende, noget der passer godt til min spillestil, og så har trænerne også vejet tungt i vægtskålen. Det var et virkelig let valg og jeg glæder mig til at få selvtilliden tilbage igen ved at spille på et hold med så høj klasse, understreger han.

- Jeg har set stort set alle kampe og jeg må sige det er virkelig god fodbold. Det har ikke just været tilfældet det seneste år i Tyskland, hvor vi har spillet på en helt anden måde. Alligevel er det gået fint for mig. Jeg har spillet stort set alle kampe under tre forskellige trænere og det må et eller andet sted betyde man har været en bærende kraft, mener han beskedent.

- Men når det så er sagt, er der også noget der hedder ambitioner. Det er derfor jeg skifter til Brøndby, der altid ligger i toppen, kæmper om guldet og stort set altid spiller mange kampe i Europa. Jeg glæder mig vildt meget til at komme i gang, siger Thomas Rasmussen der allerede nu glæder sig til mødet med "Faxe-tribunen" og de mange blå-gule fans.

- Jeg kan bare tænke tilbage på dengang jeg spillede i Farum, hvor jeg var med til at tabe 7-1 på Brøndby Stadion. Det var overhovedet ikke sjovt at have fansene imod én kan jeg huske. Jeg kan selvfølgelig kun glæde mig til at have dem i ryggen nu, og jeg ser frem til at levere varen foran de fans, jeg anser for at være Danmarks klart bedste.

Hvad kan man forvente af dig som spiller?

- Jeg er en klassisk venstrebenet wing, der ofte ligger helt ude ved sidelinien. Jeg søger ofte mand mod mand situationerne og forsøger at komme til baglinien, hvor jeg så skal slå indlæggene. Jeg er mere offensiv end defensiv, men kan sagtens hjælpe til også i det defensive. Og så vil jeg sige jeg er rimelig løbestærk, smiler han og runder af.

- Nu glæder jeg mig bare til at komme i gang og vise mit værd.

Thomas Rasmussen, der tidligere hed Schulz til efternavn, er noteret for to A-landskampe for Danmark. Han debuterede i øvrigt i samme kamp som Thomas Kahlenberg, mod Ukraine i Parken i april måned 2003.

Tjek Thomas Rasmussens spillerprofil her.

Thomas Rasmussen ved lægetjekket på Gildhøj Speciellægeklinik 

Thomas Rasmussen, der her undersøges af læge Eilif Larsen, bestod i dag lægetjekket med bravour og er således klar til at tørne ud for Brøndby IF.