Overhånd mod FC Nordsjælland

19.08.2005 09:11

Brøndby IF står med overhånden, hvad angår de seneste indbyrdes resultater, når FC Nordsjælland lørdag gæster den københavnske vestegn. Brøndby har således endnu ikke prøvet at tabe en kamp til Farum-klubben trods indtil videre ni indbyrdes opgør.

De seneste tre sæsoner er det blevet til to Brøndby-sejre og en enkelt uafgjort hver sæson. I sidste sæson endte de to klubbers første møde 0-0, mens Brøndby hentede først en 1-0-sejr og siden en 2-0-gevinst i de to sidste kampe.

Brøndby har især været stærke til at holde nordsjællænderne fra at score. De blå-gule har ikke lukket mål ind i en superligakamp mod FCN de seneste fire forsøg i træk eller siden 30. november 2003, hvor det blev til en 2-1-sejr på Brøndby Stadion.

Brøndbys største sejr over FC Nordsjælland er stadig 7-1 på Brøndby Stadion, hvor den nuværende FCN-assistenttræner, Morten Wieghorst, nærmest egenhændigt sænkede gæsterne med hele fire mål. I den kamp scorede Brøndbys Auri Skarbalius sit første og hidtil eneste superligamål - på straffespark.

Produceret i samarbejde med netsuperligaen.dk.

Martin Retov har scoret mod FC Nordsjælland

Martin Retov og Brøndbyholdet har overtaget mod FC Nordsjælland, der endnu ikke har vundet over de blå-gule.