Laudrup: Vi skal tro på egne evner

09.08.2005 14:01

- Den er en meget vigtig og stor kamp, indledte Michael Laudrup dagens pressemøde på Brøndby Stadion - det traditionelle pressemøde der altid afholdes dagen før europæiske hjemmekampe. Foran et stort opbud af både danske og hollandske journalister, talte Brøndbytræneren om Ajax-braget i morgen aften på Brøndby Stadion.

- En ting er at det handler om en billet til Champions League. Det ville være virkelig stort at komme med i dansk målestok, mens man i Holland tager det for givet at mindst to hold når med i gruppespillet. En anden ting er at det er en kamp mellem to hold, der står for samme slags fodbold. Offensivt, mange afleveringer og målchancer. Enhver der kan lide underholdende og offensivt fodbold, kan lide Ajax.

Laudrup

- Hvad skal vi så gøre for at slå dem, spurgte Laudrup og svarede selv.

- Vi skal først og fremmest have respekt for dem, for det er et virkelig godt hold, men vi skal også tro på egne evner, mener Laudrup.

- Siden starten af maj har vi været i en stime med godt spil og gode resultater. Det endte med vi vandt "the double" i sidste sæson, og vi har fortsat takterne i denne sæson. Det har givet en utrolig selvtillid. Og på hjemmebane har vi en fantastisk statistik med store resultater, mente han og rundede af.

- Vi skal tro på egne evner og jeg ser meget frem til morgendagens kamp, slog han fast.

På pressemødet blev det bl.a. meddelt at Ajax Amsterdam træner i aften kl. 19.00 på Brøndby Stadion. Der er gratis adgang for presse og fans på Nedre Dansk AvisTryk tribunen.

Michael Laudrup og John Faxe Jensen på trænerbænken

Michael Laudrup og John "Faxe" Jensen, der her venter på dommerens sidste fløjt mod FC Nordsjælland i sidste sæson, ser frem til opgøret mod Ajax Amsterdam i morgen aften.