Laudrup: God afslutning

07.08.2005 12:05

- Vi er lidt længe om at komme i gang i dag, men efter pausen synes jeg vi spiller en rigtig god halvleg, måske den bedste i sæsonen indtil videre. Vi aftaler at lægge højere pres, spille hurtigere rundt og øge intensiteten i nærkampene og det var tydeligt fra anden halvlegs start, hvor vi kommer først på det hele.

Michael Laudrup er godt klar over, at omverdens fokus har været rettet mod den kommende uges Champions League kvalifikationskamp, og han glæder sig derfor ekstra over den flotte indsats i dagens sidste 45 minutter.

Skoubo

Indskiftningen af Morten Skoubo i 2. halvleg fik stor betydning for kampens udfald, selv om den lange angriber overlod scoringerne til sine holdkammerater.

- Alle snakker Ajax, og det kan selvfølgelig ikke undgå at påvirke spillerne på et eller andet niveau. AaB kampen var i omgivelserne nærmest usynlig, og det var måske det man så effekten af i første halvleg i dag.

- Samtidig havde vi rykket lidt rundt på nogle spillere i offensiven, og det fungerede ikke helt optimalt. Elmander søger dybt i banen, og derfor kommer vi til at mangle en mand helt fremme i nogle situationer.

Kampen vender

- Det ændrer vi på fra anden halvlegs start ved at sætte Skoubo på toppen og trække Elmander lidt tilbage. Samtidig satte vi tempoet op, og trods et brændt straffespark scorer vi tre mål på 45 minutter - den effektivitet får vi brug for i næste uge, smiler cheftræneren og underbygger:

- Jeg så Ajax spille super cup mod PSV Eindhoven, og kan konstatere at det er præcis et så stærkt hold, som vi vidste i forvejen. Vi kommer til at spille perioder under pres, og vi kan ikke forvente at vi kan skabe så mange chancer som normalt.

Elmander

Med indskiftningen af Skoubo kunn Elmander indtage sin vanlige plads lidt længere tilbage på banen.

- Vi vil nok spille med lidt mere tålmodighed end normalt, og når vi så skaber chancerne skal vi være effektive. Vi kan ikke forvente at skabe mere end 4-5 chancer på onsdag, og de skal i høj grad udnyttes, formaner han.

- Med fire sejre af fire mulige har vi indtil videre gjort arbejdet i ligaen. På onsdag er det en helt anden turnering, hvor to kampe gør forskellen. Det er en spændende opgave vi står overfor, og den slags kampe vi spiller hele året for at få lov til at være med i, runder Michael Laudrup af.