Lantz: Vi havde chancerne

25.08.2005 11:13

- Vi vidste at vi skulle være på toppen i alle 180 minutter for at komme videre. Vi er bedre end dem i de første tre fjerdedele, men det rækker ikke. Set tilbage på den første kamp og de første 50 minutter i dag, har vi chancerne for at lukke opgøret, men desværre lykkes det ikke, mente slideren Markus Lantz.

- De har ingenting i første halvleg i dag, men efter 6-7 minutter får de et mål, der symptomatisk nok kommer på langskud. Sådan er deres andet mål også, og selvom de på det tidspunkt er mere med, spiller de sig, modsat os, ikke til noget.

- Det er lidt trist lige nu, sukker han.

- Vi kommer desværre lidt for langt tilbage på banen i anden halvleg, også med den defensive midt. Det giver dem plads, og den slags udnytter et hold som Ajax.

- Jeg siger ikke at vi er et bedre hold end Ajax, for man skal score for at vinde de her kampe. Chancemæssigt skaber vi bare meget mere end de gør i de to opgør, og det havde absolut ikke været unfair, om det var os der stod med armene oppe i dag.

- Nu skal vi i UEFA'ens gruppespil, sådan er det bare. Vi vil også godt vinde gruppen, men lad os nu lige tage det hele én ting af gangen. Hvis vi får de her fans med, har vi i hvert fald en fordel allerede inden kampene går i gang, smiler han og kigger op mod det nu tomme hjørne i Arenaen, hvor de gule dominerede lydbilledet totalt, indtil Ajax-spillerne fik lidt medgang på banen.

- Det er kun dem vi hører i hele første halvleg og langt ind i anden. Det var suverænt, roser han, før bussens bløde sæder venter.

Brøndby på banen

Marcus Lantz og resten af Brøndbyholdet kunne glæde sig over mange ting fra opgøret mod Ajax.