Jagten på rekorderne

18.08.2005 11:28

Der står mere end tre point på spil, når Brøndby IF lørdag eftermiddag tager imod FC Nordsjælland i SAS Ligaens 6. runde. De blå-gule er i gang med klubbens bedste hjemmebaneserie nogensinde på indtil videre otte sejre i træk, og vinder Brøndby også lørdag, tangerer klubben superligarekorden, der blev sat af FC Midtjylland i deres første ni hjemmekampe på SAS Arena i Herning fra 27. marts til 18. september 2004.

Brøndby har således ikke sat point til på hjemmebane siden 0-0 mod Silkeborg 24. april i år. Og da mestrene senest slog AaB med 3-1, scorede nordjyderne det første mål af en modstander på Vestegnen i ni hjemmekampe for Brøndby. Da havde Brøndby holdt buret rent i 760 minutter.

Klubben kan også sørge for, at forblive på tronen som SAS Ligaens bedste hjemmehold, ligesom Brøndby var i sidste sæson. Der hentede holdet 39 point i 17 hjemmekampe, mens målscoren endte på fantastiske 36-6. Indtil videre i denne sæson hedder det tre sejre i tre hjemmekampe og 8-1 i målscore.

Produceret i samarbejde med netsuperligaen.dk.

Brøndbyjubel efter en scoring mod FC Nordsjælland

Senest FC Nordsjælland gæstede Brøndby Stadion, stod den på guldfest. Lørdag jagter Brøndby en enestående hjemmebanerekord mod FC Nordsjælland i sæsonens første møde.