Første pointtab i otte kampe
15.08.2005 09:37
Det skulle jo komme på et eller andet tidspunkt, og det blev altså i søndagens kamp mod oprykkerne fra AC Horsens, at Brøndby IF led det første pointtab siden 3-3 mod AaB 28. maj. Samtidig blev oprykkerne de første i næsten fire måneder, der formåede at holde de blå-gule helt fra at score.
Brøndby var kommet på måltavlen mindst én gang de seneste 13 superligakampe i træk - lige siden 0-0 mod Silkeborg 24. april på Brøndby Stadion. Senest Brøndby ikke fik scoret på udebane var endnu længere siden, nemlig 10. april, hvor det blev 0-3 i Parken.
Blot 6.959 så kampen mellem AC Horsens og Danmarksmestrene, og det er Brøndbys laveste tilskuertal siden 5.004 så 2-1-sejren i Herfølge 28. november sidste år. Runden som sådan blev set af blot 33.526 - det laveste tilskuertal til en SAS Ligarunde siden 11.-12. september 2004. Runderekorden var de 7.331, der så SønderjyskE-FCK, og det er det dårligste i over fire år. 12. august 2001 var 5.227 nok til at være rundens mest sete opgør.
Produceret i samarbejde med netsuperligaen.dk.
Johan Elmander fik kærligheden at føle som forreste angriber i første halvleg mod Horsens.
Også når driblingerne lykkedes formåede Horsens-spillerne at finde metoder til at stoppe Johan Elmander.
Morten Skoubo blev skiftet ind for at give tyngde i angrebet, men ofte virkede han mere tynget af jydernes opdækningsstil.