Elmander: Vi bliver endnu bedre

25.08.2005 12:31

- Jeg ved ikke hvad der sker i hovederne på os i anden halvleg. Det er som om vi bliver trætte, og ikke rigtig tror på det efter deres mål, men jeg ved ikke hvorfor, sagde en skuffet Johan Elmander.

- Vi prøver at holde gejsten oppe, og jeg råber lidt af de andre efter udligningen, for vi skal stadig bare score et mål. Det skulle vi også inden kampen, men mentalt er der nok en forskel.

- Vi har absolut et hold, der kan slå Ajax, hvis alle er 100% på i 2 x 90 minutter. Det har vi ikke helt, og så går man ikke videre.

Om sit mål fortæller Elmander:

- Det er altid dejligt at score, og det er noget helt specielt at score her. Det har jeg prøvet et par gange før, smiler han.

- De var lidt efter mig før målet, så det var min måde at svare lidt igen på. Jeg har også muligheden i anden halvleg, og får egentlig godt ram på bolden, men målmanden står hvor han skal.

- Jeg ser vores chancer i UEFA-Cup'en som gode. Vi har et hold, der bliver endnu bedre end det vi har set, og nu får vi endda Thomas Rasmussen ind, som jeg kun har hørt positivt om fra Marcus.

- I dag og i morgen er vi skuffede, men der er træning fredag, og så giver vi den fuld gas igen. Søndag har vi en kamp, der skal vindes, og det må vi vise vi kan, ved at gå ud og vise, hvem vi er.

Johan Elmander jubler

Johan Elmander bragte de blå-gule foran.

Skuffet Ankergren

- Det er en kæmpe skuffelse det her. Vi gør mange ting rigtigt i dag, rigtig mange, men vi står med ingenting, og det kan godt tage sin tid at sluge den, lød det efter kampen fra Casper Ankergren.

- Vi falder en smule fra hinanden da de udligner, men overordnet set er vi meget tæt på dem. Alle snakker om de tre gode halvlege, men man skal spille 4 for at gå videre, og denne gang var det bare ikke helt nok. Resten kan vi ikke bruge til noget lige nu, konstaterer den store keeper tørt.

Casper Ankergren i fuld fokus

Casper Ankergren med fuld koncentration på Amsterdam ArenA.