De formstærke mod de formsvage

05.08.2005 09:20

Rent pointmæssigt er der ingen tvivl, når Brøndby lørdag eftermiddag får besøg af AaB i SAS Ligaens 4. spillerunde: De formstærke tager imod de formsvage. Brøndby har lutter sejre i den nye sæson. AaB kom først på tavlen i lørdags, da det blev 1-1 mod FC Midtjylland.

Brøndby er faktisk inde i noget af en stime for tiden. Udover de flotte resultater på hjemmebane med rent bur og 25-0 målscore de seneste otte hjemmekampe har Michael Laudrups mandskab nu spillet otte kampe i træk ude og hjemme uden at tabe. De seneste seks kampe på stribe er vundet. Seneste pointtab var mod netop AaB 28. maj i 3-3-kampen på Aalborg Stadion.

AaB skal derimod tilbage til 31. runde i sidste sæson for at finde en sejr, da holdet slog OB på udebane. Siden da har nordjyderne kun hentet to point via 1-1 mod FCK i 32. runde i sidste sæson og den uafgjorte kamp mod FC Midtjylland i 3. runde i denne sæson.

Uheld med dommer og måned?

Hvis man kan tale om en decideret uheldsdommer for en SAS Ligaklub, så må Brøndbys være Knud Stadsgaard, der lørdag dømmer sin 187. Superligakamp. Brøndby har således ikke vundet en kamp med Stadsgaard som dommer siden 26. oktober 2003, hvor det blev til en 1-0-sejr på udebane over AB.

Siden da har Brøndby tre gange spillet uafgjort og tabt til to gange til OB på henholdsvis ude- og hjemmebane. Knud Stadsgaard dømte i øvrigt også det seneste møde mellem Brøndby og AaB, der endte med 3-3 i Aalborg. Kigger man udelukkende på opgør mellem Brøndby og AaB, har Knud Stadsgaard stået i spidsen for kampene fem gange. Det er blevet til tre uafgjorte og en sejr til hvert hold.

Brøndby og AaB står overfor hinanden for ottende gang i august måned i en Superligakamp. Og heller ikke den måned er just forbundet med held for Brøndbys vedkommende. De syv foregående augustkampe mod AaB er endt med fire nederlag, to uafgjorte og blot én sejr.

Produceret i samarbejde med netsuperligaen.dk og Elbech & Thomsen.

 Brøndbys anfører Per Nielsen under en dødbold mod AaB

 AaB klarede uafgjort tidligt på foråret i en meget lige kamp på Brøndby Stadion.