Brøndby i kamp i Kosovo

03.08.2005 09:06

De blå-gule farver var i front da danske soldater i Kosovo i går tog et kæmpe skridt i retning af at bringe serbere og albanere sammen. Det skete ved en meget velbesøgt børnedag i det centrale Mitrovica, hvor lokale fodboldhold var iklædt Brøndby IF's farver.

Kosovo

Soldater og lokale børn har fodbolden til fælles.

NATO-styrker har været i KOSOVO siden 1999. Den første opgave var at adskille serbere og albanere og standse en regulær krig mellem parterne. Åbentlyst had har præget forholdet mellem de to etniciteter siden hen. Situationen har gradvist været i bedring over de seneste år og for den Danske Bataljon har det længe været klart, at dette had bygger på alt for tunge og fasttømrede symboler og at der i realiteten er en stor vilje fra begge sider til at få stablet en tålelig fremtid på benene.

Kosovo

Også i Kosovo jubles der over en "Brøndbyscoring".

Den Danske Bataljon har ansvaret for den vestlige del af Mitrovica, Kosovos næststørste by. Området huser både en stor serbisk og en stor albansk befolkningsgruppe. I dele af byen bor albanere og serbere dør om dør. Det er netop her, at spændingerne mellem de to befolkningsgrupper har været stærkest.

En af disse enklaver kaldes Tre Tårne. I tre højhuse bor hovedsagelig albanere, men også serbere, bosniakker og sigøjnere bor her. Netop dette område var så sent som i marts 2004 skueplads for heftige kampe mellem danske KFOR-styrker og lokale. I februar i år lignede området omkring de Tre Tårne stadig en krigszone med pigtråd, overdækkede kampstillinger mm.

Kosovo

På en dag hvor fællesskabet var i højsædet, var der dog også plads til at vinderne kunne skille sig ud.

Arbejdet med at skabe det grønne område, lave legeredskaber mm. har stået på i flere måneder. Indvielsen blev planlagt som en aktivitetsdag for børn og unge. Da fodbold også i Kosovo er noget, der kan samle børn og unge var Brøndby en naturlig samarbejdspartner.

Aktiviteterne for børn og unge omfattede fremvisning af køretøjer og materiel, fodbold- og basketballturnering, sækkevæddeløb, bordtennis, snobrødsbagning, det muntre køkken og meget mere. I alt deltog mere end 300 lokale. Både serbere, albanere, sigøjnere, bosniakker og tyrkere var blandt de fremmødte.

Kosovo

Der arbejdes hårdt for at bringe bolden tilbage i spil efter at den er røget ud af banen.

I løbet af indvielsesdagen var der en række særlige begivenheder. En af dem var en fodboldkamp mellem to etnisk blandede hold. Brøndby IF havde doneret fodboldtrøjer til to hold (ude- og hjemmebanetrøjer) , ligesom bolde og fodboldmål var gaver fra Brøndby IF. Det er ikke utænkeligt, at Brøndby har fået et par ekstra medlemmer til fanklubben. Hjemmeholdet i gult vandt en fortjent sejr på 8-2.

Kosovo

Gul sejrede over grå i dagens kamp.

- Vi er i Brøndby IF glade for at være med til at bryde de vante mønstre og punktere de hæmmende symboler, der hersker i Kosovo. Vi håber at vi med vores lille bidrag har været med til at gøre det muligt at bringe adskillige forskellige etniske grupper sammen til en fælles aktivitetsdag, fortæller Thomas Lytzen, kommunikations- og marketingchef.

Også chefen for Den Danske Bataljon, oberst Klaus P. Petersen, er begejstret for projektet:

- Det har været en forrygende dag. Ingen troede at vi kunne bringe børn og unger fra så mange etniske grupper sammen. Det har vi i dag bevist. Det gør jo så ikke dagen ringere, at Danmarks førende fodboldklub kan se ideen i at støtte vores initiativ, fortæller han.