Wieghorst: Vi lader os ikke slå ud

11.04.2005 09:42

- Det er klart vi er utroligt skuffede lige nu, og vi ved der kommer et stort pres på os nu. Det er nu vi skal vise, at vi står sammen som trup og som hold, og vise at vi også kan klare modgang.

Morten Wieghorst har prøvet det meste, og 4 kampes modgang er da heller ikke noget, der rystede den rutinerede midtbanespiller efter 3-0 nederlaget til FCK.

- Vi starter i morgen. Det er nu vi rutinerede skal træde til og holde fast i de positive ting. Der er en del vi skal arbejde med, men der er også masser af positive ting vi skal have frem. Der skal først og fremmest humør i truppen, og selvom det er ærgerligt lige nu, har vi altså en pæn føring vi skal ud og arbejde for at holde fast i, og udbygge.

- Hvis der er nogen der skulle hænge med hovederne skal vi ind og have fat i dem. Vi har en meget vigtig kamp i næste uge, hvor vi skal til Viborg og vinde, og det er dér hele vores fokus går hen nu. Vi skal kun se på os selv, og vi skal vide at næste runde er den vigtigste.

Wieghorst ved godt, at det ikke kan bruges til så meget lige nu, men smiler alligevel lidt skævt på spørgsmålet om føringen ikke bør være ballast og motivation nok:

- Altså, hvis nogen for 22 runder siden havde sagt at vi ville føre med 6 points nu, ville det i udgangspunktet havde været en rigtig god nyhed. Det er selvfølgelig slet ikke så simpelt, og man kan ikke bare skille det ud på den måde, men det er rigtigt at vi har det bedste udgangspunkt af alle.

- Det skal vi bare ikke læne os op ad, for de næste kampe bliver meget afgørende for at vi kommer videre. Der hvor vi kan bruge det er, at vi har vist, at vi har kvaliteterne til at ligge på førstepladsen i SAS Ligaen, og det skal vi både tro på og spille efter.

- Som sagt starter arbejdet i morgen, og vi er jo en del, der har prøvet det her før, så lad os snakkes ved efter Viborg-kampen. Vi bliver ikke slået ud af 4 dårlige resultater, lover midtbanegeneralen.

Morten Wieghorst klar til indlæg fra kanten

Rutinerede Morten Wieghorst forudser et mentalt arbejde den kommende uge, og understreger at det er nu de rutinerede kræfter skal træde til.