Mål betyder næsten altid sejr

27.04.2005 11:13

Det tyder i den grad på, at Brøndby og især klubbens angribere får oprejsning for det skuffende pointtab mod Silkeborg i søndags, når Randers FC lørdag tropper op til næste kamp på Brøndby Stadion. Dels har Brøndby vundet de to hidtige møder med oprykkerne fra Kronjylland og i begge tilfælde med cifrene 2-0. Dels taler al statistik for, at de blå-gule i hvert fald nok skal komme på tavlen. Og sker det, er sandsynligheden for, at det giver sejr, også pæn.

- Så snart vi får scoret kommer vi til at køre på! Jeg havde absolut ikke forestillet mig denne situation, da foråret gik i gang, men vi har bevaret roen, fokus og selvtilliden i truppen, så det er et spørgsmål om tid, fortæller Johan Elmander inden lørdagens hjemmekamp mod Randers.

Johan Elmander på måltavlen i udekampen mod FC Nordsjælland

Johan Elmander ser frem til lørdagens hjemmekamp mod Randers.

Mål er næsten garanti for sejr

Om sin egen måltørke fortæller Elmander:

- Sådan var det også i efteråret. Der gik lidt tid inden jeg kom i gang, men så scorede jeg jo også 4 i træk. Jeg vil gerne lave mange flere, men det handler slet ikke om hvem der scorer dem, bare vi vinder vores kampe. Nu kigger vi på kampen mod Randers, og den skal vindes. Derefter tager vi den næste modstander og "kriger" på.

- Det vigtige er, at vi fortsætter med at spille vores spil og skabe chancerne. Vi må godt blive lidt mere direkte, men først og fremmest skal vi holde fast. Vi fører SAS Ligaen, og det har vi altså tænkt os at blive ved med, lover den svenske landsholdsspiller.

Brøndbys to seneste hjemmekampe er resulteret i nul mål til de blå-gule. Brøndby har ikke spillet tre hjemmekampe i træk uden at score siden den allerførste Superligasæson i foråret 1991. Dengang blev det 0-3 mod Lyngby 5. maj, 0-0 mod OB 16. maj og 0-0 mod AGF 20. maj - i øvrigt i en sæson, hvor Brøndby sikrede sig DM-guld...

Men kommer Brøndby på tavlen lørdag, er der gode chancer for en sejr. Af de seneste 15 gange Brøndby har scoret i en hjemmekamp, er det i 12 tilfælde blevet til tre point.

Produceret i samarbejde med netsuperligaen.dk og Elbech & Thomsen

Brøndbyspillerne løber på banen mod Silkeborg på Brøndby Stadion

Opbakningen fejler absolut intet på Brøndby Stadion, og nu håber Johan Elmander spillerne kan betale tilbage med mål og sejr.